Kærligheden sejrede

Det er i dag en måned siden Jacob døde. Tænk, det er kun en måned siden og livet omkring os kører på full power. Det føles som om vi eksisterer i en hel anden tidszone end resten af verden, hvor speederen er i bund, mens vi står i frigear lige nu. Vi bakker ikke… for vi vil gerne fremad, men vi må tage et gear ad gangen stille og roligt. Og jeg tror at vi stille og roligt er ved at sætte i første gear…

Tine i første gear... en tur til kirkegården med "the King on the Hill" i baggrunden.
Tine i første gear… en tur til kirkegården med “the King on the Hill” i baggrunden.

Det kommer til at handle om begravelsen, så vær forberedt på det inden du læser videre…

The King on the Hill

Jacob har fået det gravsted der ligger højest på kirkegården, “der hvor kongerne ligger” i følge Oskar. Det var Oskar der valgte Jacobs gravsted og han var ikke i tvivl. Han skulle have den gode udsigt, på den ene side til vores hjem og den anden til de åbne vidder, skoven og kirken. På toppen af bjerget, som Jacob altid selv har omtalt som drømmestedet i livet, et sted, hvor der var ro til tankerne og god udsigt til et flot landskab. Det var godt nok ikke sit gravsted han omtalte i sine drømme, nærmere en lille feriehytte på fjeldet i Norge, men når vi nu ikke kunne nå det, tror jeg han er godt tilfreds med at han slutter “på toppen” herhjemme.

Jacobs gravsted på Herlufsholm kirkegård
Jacobs gravsted på Herlufsholm kirkegård. De to julehjerter er en julehilsen fra Oskar og Charlie.

Bisættelsen

Jacob havde få ønsker til sin begravelse, det skulle være i Herlufsholm kirke, han skulle ligge i den billigste kiste…, sangen “Songbird” skulle spilles i kirken og vi skulle sørge for at hygge os sammen bagefter til mindehøjtideligheden. Vi skulle ikke sidde og være kede af det, men nyde hinandens selskab og sørge for at dele de gode minder og hylde livet der fortsætter for os andre. Han ønskede at blive kremeret og at drengene skulle have et sted at besøge far. Et gravsted som vi er mange der er glade for vi kan besøge nu og mange år frem. Jeg kunne slet ikke bære ikke at have et sted at gå hen, når jeg savner ham for meget.

Vi snakkede allerede om det for et halvt år siden, faktisk allerede for et år siden, da han fik konstateret akut leukæmi og behandlingen ikke virkede… men for et halvt år siden, da lægerne gav op, opfordrede de os til at få styr på de praktiske ting, så vi ikke skulle tage stilling til de ting når det nærmede sig. Det er jeg glad for at vi gjorde, for det havde vi ikke været i stand til sidst.

Bisættelse i Herlufsholm kirke
Bisættelse i Herlufsholm kirke

Min søde veninde, Hanne, fik jeg til at tage lidt billeder i kirken, og jeg ved det var svært… men hun gjorde det og jeg kan mærke at det kun er få jeg kan dele herinde i det “åbne rum”. De fleste billeder er kun for de nærmeste, der er meget sorg i billederne og jeg vil ikke udstille nogen. Men et billede af den flotte “kirkegang” med kisten stående for enden af de flotte blomsterrækker siger det hele. Der var kæmpe opbakning fra Jacobs familie og både hans og mit netværk. Over 250 var mødt op i kirken for at sige farvel til Jacob og jeg ved at der var ligeså mange der også gerne ville have været der, men desværre var forhindret. Jeg fik mange rørende private hilsner i den sammenhæng.

På kisten var der lagt en tegning af en fugl, tegnet af hans niece Ida, så smukt <3 billedet her har jeg "lånt" fra Idas facebookprofil.
På kisten var der lagt en tegning af en fugl, tegnet af hans niece Ida, så smukt. Jeg har lånt tegningen fra Idas facebookprofil.

Oskar imponerede alle ved at byde velkommen med et kæmpe kram til både dem han kendte og nye ansigter. Det var ikke noget vi havde snakket om forinden, og ikke engang jeg stod i døren og tog imod… det var noget han selv tog initiatv til og jeg vil tro, at det var noget han selv havde brug for. Det var vigtigt for ham, i sin fars ånd, at alle følte sig velkomne og blev mødt med varme og åbne arme. Jeg så det faktisk ikke, men mange delte efterfølgende den rørende oplevelse med mig og det gjorde mig bare pavestolt af ham <3

Det var en svær oplevelse i kirken og jeg har valgt at dele et billede jeg har klippet lidt til, så det kun viser mig og Charlie, mens vi er oppe ved kisten. Det viser præcis hvordan jeg havde det…

Mig og Charlie...
Mig og Charlie ved kisten…

Jeg græd meget i kirken ligesom alle andre… det er klart. Det var så mærkeligt at Jacob lå derinde i kisten og vi kunne ikke komme tættere på ham, selvom vi gerne ville. Der kørte en film af billeder af Jacob inde i mit hovede, og det der stod klarest var billedet af Jacob der lå i hospitalssengen og sov. Sådan forestillede jeg mig at han lå i kisten. Helt stille og fredfyldt. Men virkelig en besynderlig og ubeskrivelig følelse at stå ved siden af hans kiste, lige der… Nu vidste jeg at vi skulle sige farvel.

Præsten var den helt rigtige. Udover at være en utrolig rar og empatisk mand skabte han de bedste rammer for bisættelsen og holdt den smukkeste tale for Jacob. Jeg har valgt nogle passager ud fra talen jeg vil citere og dele her:

Jacob var et af de mennesker, der strålede af lys og glæde. Det kunne selv megen svær og livstruende sygdom ikke gøre noget ved eller frarøve ham. Han havde nemlig en fightervilje og et gåpåmod der var uovertruffen. Hjulpet godt på vej af sit gode humør og sine mange dejlige smil. Med sin personlighed, gik han lige i hjertet på dem han mødte. Han var ikke bange for at vade ind i folk. For Jacob forstod sig på mennesker. Han ville samtalen, dialogen – han ville andre. Han gad ikke alt det ligegyldige small talk, som verden er så fuld af. Jacob var oprigtigt Interesseret i, hvilket menneske han stod overfor

Det udbytte, som kom ud af Jacobs slid, i den alt for korte tid, han var her på jorden, var derfor essensen af kærlighed. Og derfor vandt kærligheden også til sidst. Kærligheden sejrede. Fordi I blev ved med at holde fast ved hinanden. I opgav aldrig håbet, men troede på, og fik så mange andre både i jeres familie og vennekreds som i resten af Danmark til at tro på, at kærligheden er værd at kæmpe for – selv der, hvor døden til sidst får tiden til at gå i stå. Kærligheden er livet værd. For størst af alt er kærligheden.

Det var svært men smukt i kirken, men sværest var det at se kisten blive kørt væk… vi stod alle mand uden foran kirken, helt stille, og sagde det sidste farvel til Jacob. Jeg har ikke ord for de følelser der strømmede igennem mig, men jeg er glad for at min bror kom hen og holdt om mig, så jeg ikke mistede balancen… det var som om jeg ikke rigtig var tilstede, jeg fløj på min helt egen planet lige der og var klar til at flyve afsted med Jacob, hvorend han skulle hen.

Det sidste farvel
Det sidste farvel

Da bilen var drejet om hjørnet og var ude af syne og jeg kom til mig selv igen vendte jeg mig om og så for første gang alle de mennesker der der var mødt op. Det var overvældende <3 og jeg er så glad for den kæmpe opbakning til Jacob og vores familie. Det var et tydeligt tegn på at Jacob har taget sin plads i mange menneskers hjerte og vil blive der for evigt.

Minderne vil bestå i kærlighedens tegn

Efter Jacobs ønske formåede vi at samles efter bisættelsen til en hyggelig mindehøjtidelighed. Jeg aner ikke hvor mange vi var, men mindst 150 mennesker tog med til Næstved Arena, hvor der var gjort klar til os med lækker tapas og andet godt. Søde venner havde været der dagen før for at pynte med fine blomsterdekorationer og sætte en stor mindevæg op, hvor alle kunne komme med billeder eller andre minder med Jacob de ville dele med os andre. Det fungerede perfekt! Det var et samlingspunkt og et smukt udgangspunkt for gode snakke om minderne med Jacob. Tusinde tak for hjælpen <3

Mindehøjtidelighed i Næstved Arena
Mindehøjtidelighed i Næstved Arena. Flere studerer billeder og får gode snakke. På billedet nederst til højre står vi og nyder Brians flotte sang til Jacob, Brian er desværre ikke med i billedet.

Det var virkelig hyggeligt, der var en summen af dejlige mennesker der fik sig nogle gode snakke, flere sagde at de bare ventede på at Jacob kom, for det var kun ham der manglede for at det var komplet. Stedet, serveringen og stemningen var lige ham. Jeg fik lov til at møde en masse af Jacobs gamle venner fra barndommen og La Santa Sport, som jeg kun havde hørt om, og en masse andre skønne mennesker. Alle ville dele sin historie med Jacob og det var utrolig dejligt. Og dem jeg ikke nåede at snakke med har måske delt den i mindebogen der også kunne skrives i, ligesom mange også har skrevet deres historie direkte til mig. Noget jeg vil samle ind og forevige i en bog til børnene. Billeder og tekster. Vi fik også mange flotte gaver. Tak <3

Vi kunne jo ikke komme udenom den dag og jeg kan sige nu, at jeg er 100% sikker på at den levede op til Jacobs ønsker.

Mindevæg
Mindevæg

img_3710

img_3707

Efter Arenaen tog noget af selskabet med mig hjem til pizza og øl. Det var så dejligt at jeg ikke skulle være alene.

Hyggen fortsatte hjemme hos mig

Vi mangler stadig at sætte urnen i graven, og det bliver først noget vi gør næste år, når den er klar… og når vi gør det, planter vi samtidig et træ på gravstedet og skaber et nyt liv sammen med Jacob. <3

En ny virkelighed

I morgen skal hele verden fejre at vi går ind i et nyt år, en aften hvor det vil handle om året der er gået, hvad vi har oplevet i 2016 og hvad vi ønsker at få ud af det næste år og resten af vores liv. Hvis jeg har lært noget af vores tragedie, så er det at næste år skal leves som om det er resten af vores liv. Vi skal “leve i dag – hver dag”, som der står på Jacobs gravsten. Vi vil i hvert fald gøre vores bedste. Lige nu lægger vi en masse planer for gode oplevelser, noget vi kan se frem til og samtidig skabe nye dejlige minder med.

Jeg har besluttet at slutte “Tro, håb og broccoli” med dette indlæg. Min dagbog blev startet som et familieprojekt, en fortælling om vores fælles kamp for livet, og nu hvor vi har mistet vores kære Jacob, så er familien og fortællingen, kampen nu en anden. Selvom det stadig føles uvirkeligt at Jacob ikke er her, så må vi erkende at vi har sagt farvel og derfor er det naturligt punktum i denne historie.

Vi skal i gang med vores nye virkelighed, Oskar, Charlie og jeg. Og nu hvor vi skal sætte i gear, skal vi også finde ud af, hvor vi skal køre hen og hvad vi skal tage med på turen og hvem der skal med. Måske vil du med? Jeg ved at Jacob vil følge med… resten af vores liv <3  Jeg føler lige nu, at jeg gerne vil fortsætte med at skrive om vores virkelighed og hvordan vi kommer igennem de nye udfordringer livet byder os, bare ikke her, en ny start kræver en “ny side i bogen”. Jeg har fundet ud af at det hjælper mig at skrive om livet, mine reflektioner tvinger mig til bearbejde mine oplevelser og følelser og det er en form for lettelse at dele dem med andre.

Min nye side er ikke klar endnu, så jeg vender tilbage med mere info, når den er klar. Følg med hvis du har lyst <3

Rigtig godt nytår!

Knus
Tine

Den første…

Det er ikke overraskende svært at opleve noget for “første gang” uden Jacob, særligt højtider og andre mærkedage. Vi har så oplevet de største begivenheder for første gang allerede de første uger efter Jacobs død…

Den nye familie <3
Den nye familie kaster sig ud i livet <3

Julemåneden og alle de traditioner der følger med; adventshygge, juleafslutninger til diverse fritidsaktiviteter, skole og børnehave, finde det helt rigtige juletræ, pynte det… pynte op til jul i huset (hvoraf jeg mangler 90% af vores julepynt i kasser der sikkert står på loftet, som jeg ikke har haft overskud til at få ned…), nissehalløj og selvfølgelig juleaften. Den største og mest sentimentale dag på hele året.

For en uge siden havde Jacob (og jeg) fødselsdag og om en uge er det Nytårsaften. Herefter bliver der en “pause” fra de store mærkedage og det ser jeg faktisk frem til. En Januar måned uden begivenheder.

Juleaften

“Mor, det har været den bedste juleaften”, var Oskar sød at sige flere gange i løbet af i går aftes. Det på trods af den svære “første gang” og at han faktisk var ret sløj hele dagen. Drengen der elsker mad sprang over julemiddagen… han havde hovedpine og var mat, men klarede sig igennem gaveseancen og formåede at sætte stor pris på både gæster og gaver. Dejligt overskud <3

En lille juleselfie i sofaen mens vi venter på julegaver :)
En lille juleselfie i sofaen mens vi venter på julegaver 🙂

Det var en god dag, men den var også hård. Jeg havde en sten i maven fra det øjeblik jeg vågnede og kunne mærke, at jeg var meget tyndhudet… jeg havde mest lyst til at blive under dynen, men Charlie kaldte på mig “moaaaaaaar” længe nok til at jeg måtte op og i gang med dagen. Det er både hårdt og fantastisk at have børn, når man har det svært… de har nogle helt basic behov, de skal have opfyldt og det er kun mig der kan hjælpe dem med det. Det handler både om lavpraktiske ting som at lave mad til dem, hygiejnepleje, praktisk hjælp og selvfølgelig den altafgørende kærlighed – de skal have den portion kærlighed alle børn har brug for + lidt ekstra.

Jeg har ikke noget valg… der er kun mig til at være der for dem nu og det er min pligt at opfylde alle de behov – hver dag. Også de dage, hvor jeg helst vil gemme mig og bare glemme tid og sted. Heldigvis har jeg en fantastisk familie og skønne venner der altid står klar til at hjælpe, men det er min pligt og min opgave at være der 100% for børnene på fuld tid. Det giver sig selv at det er hårdt at tilsidesætte sig selv meget af tiden, men omvendt kommer der så meget kærlighed retur at der ikke noget jeg hellere vil. Ja, det er dejligt, når de kommer lidt ud af huset og jeg får tid for mig selv, men jeg kan mærke, at jeg har det bedst, når de er i nærheden. Nok en følelse der er ekstra stærk lige nu. Jeg har også brug for tid til mig selv og det skal jeg nok få, believe me 🙂 der er allerede lagt planer i 2017 for “Tine-tid” <3

Nå, tilbage til julen…

Vi holdt jul herhjemme, som planlagt, med mine forældre og Jacobs forældre, som planlagt. Jeg skulle ikke forberede noget… de kom med al maden, ja selv sukker til de brune kartofler og andet tilbehør som de ikke turde regne med, at jeg havde liggende 🙂 Maden smagte fantastisk og vi hyggede os utrolig godt under hele aftenen. Vi snakkede en del om Jacob, det er i hvert fald det jeg husker bedst lige nu, og det var præcis som det skulle være. Gode minder.

Juleaften
Juleaften 2016 – vi spillede bingo om mandelgaven, da børnene ikke spiser Risalamande 🙂

Jeg tror vi alle sammen fik lidt større gaver en normalt, gaver vi virkelig ønskede os. Vi blev med andre ord forkælet. Den sværeste gave var den jeg ville give farmor og farfar… jeg var meget i tvivl om jeg skulle give den gave, men det føltes rigtigt at give en gave med en særlig betydning for dem den særlige aften. Og den blev heldigvis modtaget med glæde og taknemmelighed. Gaven var en “mindekuffert”, et sted hvor de kan samle alle de gode minder om Jacob, som de så har nem adgang til og kan åbne og lukke for, når tiden er til det. Jeg lagde et par minder i “på forskud”, minder fra før min tid med Jacob og noget fra tiden lige nu. Der var både noget at smile af (så som osterejer som Jacob elskede), noget at fordybe sig i (en bog som Jacob var i gang med at læse lige nu) og genstande der kunne minde dem om hvor stor en fighter Jacob altid har været (Ironman medalje og billede fra målstregen).

Vi har også selv fået en mindekuffert som vi skal fylde op, når vi “finder ting” herhjemme vi vil gemme. Oskar mener vi skal gemme ALT, så måske får vi brug for et par kufferter mere… eller også skal vi bare lige give os god tid til at sortere tingene <3 Jeg forstår godt hvor det kommer fra. Jeg er heller ikke klar til at “komme af” med nogle af Jacobs ting. Det føles som om man giver slip, når hans ting forsvinder og det er nok derfor vi ikke er gået i gang endnu… vi har ikke lyst til at give slip endnu. Jacob skal stadig have plads herhjemme, både fysisk i hans ting og i vores hjerter. Hvor jeg før synes det var svært at stå med Jacobs vasketøj, er det nu svært at stå med en vask der ikke indeholder hans tøj… det er et meget paradoksalt dilemma. Vi klamrer os til alt der minder os om Jacob.

“God jul far”

Jeg vil tro at vi startede en ny tradition juleaftensdag med at gå en tur på kirkegården og sige god jul til Jacob. Oskar var i tvivl om han havde lyst til det, om han kunne klare det, men jeg ved at han ville fortryde det hvis han ikke tog med, og det fremlagde jeg for ham. Det skulle stadig være hans eget valg, og det ville blive svært, det er det for os alle sammen og det kan ingenting ændre på. Han valgte at tage med, men halvvejs på vej over til gravstedet inde på kirkegården, brød han sammen og vi stod tæt og græd sammen. Vi var 50 meter fra gravstedet, hvor mormor og farfar stod, og Oskar kunne ikke gå videre og det var helt ok. I bilen havde vi allerede snakket om at det var helt ok at blive ked af det ligesom det var ok ikke at blive ked af det. Og lige nu blev Oskar overvældet af sin sorg over savnet af far. Han bad mig lægge hans julehjerte på graven for ham, men da jeg stod ved graven og skulle til at lægge det, stod Oskar der ved siden af mig og ønskede selv at gøre det. Han lagde det røde hjerte til far og Charlie det hvide. Og han var glad for at han fik mod til at gøre det. Charlie fik sagt “Jeg elsker dig far” ved gravstedet, det var utrolig sødt og inderligt.

Det var første gang vi så gravstenen. Den er helt perfekt! Bornholmsk granit, helt enkel og rå sten, enkel font (Helvetica – en af Jacobs “yndlings-hverdags-fonte”… 🙂 ) og den helt rigtige tekst. “Lev livet i dag – hver dag”. Et mantra han forsøgte at leve efter selv og inspirerede andre til gennem hele livet. Han ville egentlig gerne have en anden tekst på stenen, for det nåede vi at snakke om…. nemlig: “Hold kæft der er mørkt hernede”… noget der virkelig kunne få smilet frem, og præcis som vi kender Jacob, men vi tænkte det nok kun var sjovt et stykke tid, så derfor trodsede vi hans ønske og skrev det andet som var mere opløftende 🙂 Oskar og jeg er blevet enige om at vi laver en talebobbel med den sjove tekst og sætter ved siden af stenen en dag.

Jacobs sten på hans gravsted
Jacobs sten på hans gravsted med et par julehjerter fra drengene, lys til juledagene, nisser og blomster der fortsat ligger fra bisættelsen.

16.12.16

Den frygtede fødselsdag endte med at blive en god dag for os alle sammen. Jeg skrev en lille opdatering på Facebook der summerer det meget godt op, den lød sådan her:

1612: Min og Jacobs fødselsdag
1612: Min og Jacobs fødselsdag

Tusinde tak for alle lykønskningerne i går både til mig og Jacob

Som mange af jer bemærkede, var det en helt særlig dag med meget blandede følelser. Jeg blev 40 år samme dag som Jacob ville blive 46 år, kun få uger efter han sov ind. Det var svært at “glæde sig” over den dag… men jeg gjorde et forsøg sammen med familie og venner.

Det har altid været specielt, at Jacob og jeg har haft fødselsdag samme dag og 1612 vil fremover være den vigtigste dag, hvor vi mindes “far” og min soulmate ❤️

Det var vigtigt for mig, at det blev en god dag i går – primært for børnene – og det endte heldigvis med at blive en dejlig dag for os alle 3

Vi startede dagen til lækkert morgenbord hos mormor og morfar, jeg var med Oskar i skole (hvor jeg naturligvis “delte ud” ), Jacob fik besøg på kirkegården, hvor børnene åbnede fødselsdagsgaver til far, vi var ude og bowle med gode venner, spiste en dejlig middag på Italiano med alle 4 bedsteforældre og så fik jeg selskab af dejlige damer til bobler i sofaen som den perfekte afrunding af dagen

Det strømmede ind med søde beskeder hele dagen og jeg fik de skønneste gaver fra nær og fjern ❤️ Jeg skal bla. på wellness weekend tur med to skønne kvinder, dufte godt med ny parfume, høre god musik i ny Sonos højtaler, spise og drikke lækkerier, hygge i leopardplettet heldragt, nyde en ansigtsbehandling og meget mere!!! Tusinde tak

Det der med at fylde 40… hmm… det eneste jeg ved er at festen kommer senere…

God weekend til alle

Gaveregn

Det er simpelthen så overvældende, så mange der bliver ved med at sende kærlige tanker til vores lille familie. Der er nærmest ikke gået en dag, hvor der ikke har stået en form for hilsen på vores trappe foran døren, ligefra blomster, gavekurve, flasker, biobilletter, magasiner, gavekort, kasser med gaver til børnene og til vinduespudseren der pudser alle vinduerne frivilligt og signerer med en æske chokolade… det er så flot og rørende.

Først hilsner i forbindelse med Jacobs død, så ved bisættelsen, vores fødselsdag og sidst julen. Store begivenheder som har fået meget opmærksomhed fra nær og fjern, og vi er utrolig glade for den omsorg der har fulgt med. Jeg har slet ikke fået sagt tak endnu til alle dem der har sendt os flotte gaver, og det er min plan at nå dertil en dag, men indtil da så TUSINDE TAK <3

Et udpluk af alle de gaver vi har modtaget de sidste uger <3
Et udpluk af alle de gaver vi har modtaget de sidste uger <3

Høj på gode oplevelser

Vi er i fuld gang med at opleve… egentlig utroligt hvad vi har nået siden bisættelsen, men vi har nok haft brug for at tanke lidt op, og selvom det også har krævet lidt mere energi end vi egentlig har haft, har det været en god investering. Vi har været i Tivoli, julecirkus, biografen, til Basketafslutning med Charlie, haft besøg af gode venner mm.

Der tankes op med gode oplevelser
Der tankes op med gode oplevelser, her billeder fra Tivoli, julecirkus og basketafslutning.

Nu nyder vi nogle stille og rolige juledage. Oskar hygger med legekammerater og Charlie bygger LEGO og leger med alt sit nye legetøj 🙂

Charlie bygger sin LEGO-borg
Charlie bygger sin LEGO-borg i nattøj ud fra en manual på 227 sider!!!

Vi har mange gode oplevelser til gode til både resten af året og 2017.

Mangler stadig det sidste farvel

Vi har besøgt far på kirkegården flere gange nu, men hans aske er faktisk ikke begravet endnu, så den ceremoni har vi stadig til gode. Urnenedsættelsen. Jeg har ikke fået urnen endnu, så det bliver næste år vi samles i den nærmeste familie og er sammen om det. Noget jeg både ser frem til og frygter, for det er den sidste ceremoni, den sidste begivenhed, det endelige farvel… og så skal vi “videre”. Vi skal jo videre… så måske bliver det også en hjælp til at træde det første lille skridt ud i den “virkelige” verden.

På vej tilbage til livet…

Jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte… det er så længe siden jeg har skrevet og der er sket så meget siden sidst. Vi er på vej “tilbage til livet”…

Inden jeg glemmer at skrive om det, vil jeg dog starte med at fortælle om hvor fantastisk et netværk jeg har og hvordan det er kommet til udtryk de sidste to uger. Og herfra må vi se hvordan mine tanker udvikler sig til det skrevne ord herinde…

Mandsopdækket af kærlighed

Det har ikke været nødvendigt at fortælle mine venner og familie, hvad vi har haft brug for efter Jacob ikke længere var hos os, det har netværket selv fundet ud af og de har dermed skånet mig for at skulle tage en masse svære beslutninger. Og med svære beslutninger tænker jeg bl.a. på “hvad skal vi have at spise i dag”, “hvilken vase skal denne buket i”, “hvad mangler i køleskabet” osv… Køleskabet har været fyldt op – både til os og til alle de mennesker der har været forbi og har haft brug for et eller andet. Blomsterne har på magisk vis fundet plads i vaser og blevet fordelt i stuen, opvaskemaskinen har “tømt sig selv” og vi har fået mad (tror jeg… jeg kan simpelthen ikke huske hvad vi har spist de første dage….).

Bag min ryg har hold af mennesker aftalt at mødes og ordnet husarbejde for mig så som at flytte en hel stabel brænde uden for huset ind i garagen, rive alle blade i haven sammen og køre dem på lossepladsen, tømme garagen for storskrald og køre det på lossepladsen, indløse sække med tomme flasker der havde hobet sig op og meget mere!!! Vores gamle sofa og stol er blevet hentet at nogle gode venner, jeg kunne ikke overskue at have dem stående længere og ville egentlig bare af med dem uanset om jeg kan få noget for dem, og nu har de taget sig af opbevaring og salg. What’s not to love!?

Jeg har valgt at lade min dør være åben og det har betydet, at jeg har haft selskab det meste af tiden lige efter Jacob sov ind og indtil begravelsen. Det har været utrolig rart, både for mig og børnene. De voksne har tudet i kor, men også grint og hygget sig og der har altid været ekstra hænder til at spille et brætspil med Charlie 🙂 Vi har følt/føler os elsket og total trygge omringet af gode mennesker der bare vil os det bedste.

“Vi har lovet Jacob at passe godt på jer”, har jeg hørt fra flere. Bare tanken om at de har haft den snak rører mig dybt. Jeg kan mærke jeg bliver rørt bare ved at skrive det ned lige nu. Jacob har jo vidst længe, at hans tid var ved at rinde ud og det værste for ham var at skulle forlade sin lille familie alt for tidligt. Han har gjort alt han kunne for at sørge for os både mens han var her, men også nu, hvor han har fundet nogle andre til at passe på os. Og jeg kan skrive under på at dem han har snakket med tager det seriøst.

Der er selvfølgelig også mange der ikke har fået den snak med Jacob, men som tætte relationer bare på den mest naturlige måde er her for os. Jeg ved at rigtig mange gerne vil hjælpe og jeg er ikke bange for at tage imod hjælp. Jeg ved godt at vores dør har været lukket i lang tid og vi har sagt nej til hjælp, men det var Jacobs sidste håb vi tog fra ham, hvis vi andre begyndte at tage over på hans “område”, lave de opgaver der var tiltænkt ham… til stor irritation for mig til tider, det indrømmer jeg, men nu forstår jeg det godt. Jeg forstår godt, hvorfor den toiletrulleholder ikke kom op at hænge…

Julelys og toiletpapir i børnehøjde

Mange af de ting Jacob ville lave “når han fik det bedre” er ved at blive ordnet nu. Toiletrulleholderen er kommet op især til glæde for Charlie som ikke kunne nå den da den stod på gulvet… 🙂 Og jeg har det rigtig fint med det, det kommer os andre til gode og alle dem der gerne vil hjælpe kan gøre en forskel for os. Jeg ved godt hvor dejligt og befriende det er at føle, at man gør en forskel for nogle på et tidspunkt, hvor alt synes håbløst og ligegyldigt. Jeg fik selv den oplevelse da vi begyndte på vores “veganer-projekt”… endelig kunne jeg gøre noget helt lavpraktisk som havde en stor betydning for Jacob, også selvom det måske kun endte med at få en symbolsk betydning. Det var rart alligevel for os alle sammen.

At ting bliver ordnet i huset betyder ikke at vi ændrer på noget, det kan jeg godt mærke på børnene (og mig selv) at vi ikke rummer lige nu. Alt skal være som det plejer. Jeg er heller ikke begyndt at rydde op i Jacobs ting endnu, det er jeg slet ikke klar til. Bare at ordne vasketøj og stå der med Jacobs T-shirts er den rene tortur… jeg får den klassiske knude i maven og mærker virkelig den dybe sorg, når jeg er i fysisk kontakt med Jacobs ting. Bare når jeg går i seng om aftenen, får jeg samme oplevelse når jeg ligger mig i “Jacobs side” og får billeder i hovedet af ham der ligger der og sover. Hvordan jeg den sidste morgen hjalp ham i tøjet på sengekanten og fik sagt farvel til vores liv sammen – lige der i sengen på Tværvej. Jeg glemmer aldrig da han selv sagde “Farvel Tværvej”, 2 ord der knuste mit hjerte fordi jeg blev klar over at Jacob vidste, at han ikke kom tilbage til vores lille hjem.

Følelser på lur

Jeg har ret meget styr på mine følelser… forstået på den måde at jeg har kontrollen over dem… i hvert fald normalt. Ikke at det nødvendigvis er en god ting, men jeg tror det har hjulpet mig gennem vores svære tider. Jeg har formået at være den stærke, når det var nødvendigt og ikke rigtig tilladt mig selv at mærke rigtig efter… mærke mine egne følelser. Jeg kan huske at jeg inden Jacob sov ind flere gange har sagt til mig selv og sikkert også andre at “jeg skal nok klare det, jeg er stærk”…  men de sidste 2 uger har jeg slet ikke haft den samme kontrol, heldigvis! Jeg har givet slip og taget mine tudeture på alle tidspunkter af døgnet, alene, med venner og familie og også med mine børn.

Jeg græder ikke så meget mere, men mine følelser ligger på lur. Når jeg mindst venter det overmander de mig, og så må de få frit løb, hvis situationen er til det… der er stadig offentlige rum, hvor jeg forsøger at tøjle mig selv, hvis det er til situations bedste. For kort tid siden stod jeg i køkkenet og ventede på at “fars ret” skulle ud af ovnen. De to minutter jeg valgte at vente derude blev jeg helt overrumplet af indre billeder af Jacob der stod i køkkenet sammen med mig og gav mig et stort kram. Puha, det kram havde jeg virkelig brug for der. Et kæmpe kram fra den dejlige mand der lagde navn til aftenens ret :). “Retten jeg kan”, blev den præsenteret som første gang jeg blev inviteret til middag i hans lejlighed på Nørrebro sammen med hans forældre. Den blev senere til “fars ret”, og den ønskede Oskar i dag, så længe jeg kunne lave den ligeså godt som far… haha. Jeg tror det gik fint 🙂

"Far's ret" bestående af frisk pasta (fuldkorn i mors version :) ) majs broccoli, skinketern, morneysovs og revet ost på toppen.. en rigtig ungkarleret, haha
“Far’s ret” bestående af frisk pasta (fuldkorn i mor’s version…) majs broccoli, skinketern, morneysovs og revet ost på toppen.. en rigtig ungkarleret, haha

Der er ikke noget galt i at mærke sine følelser og lade tankerne vandre, men det er hårdt, når det overmander en. I aften, da jag lå hos drengene mærkede jeg det… jeg lå helt stille og holdt om vores børn og kunne ikke undgå at tænke på, hvor meget jeg savner ham, fik billeder i hovedet af at han nok bare lå inde i sofaen og ville være der, når jeg kom ind i stuen igen. Men det er han ikke. Det er så uvirkeligt at han ikke er der og aldrig kommer tilbage igen. Den tanke er virkelig svær at forstå – også helt rationelt… altså, jeg har virkelig svært ved at forstå, hvordan et menneske pludselig kan forsvinde så hurtigt! Jeg ved godt at Jacob er blevet svagere det sidste stykke tid, men derfra og så til døden er der virkelig langt i min verden… vi snakkede jo sammen tirsdag og så faldt han i den dybe søvn og døde onsdag. Det er da ubegribeligt! Og uforståeligt at han så aldrig kommer tilbage igen… han var her jo lige før…

De kære børn

Hvor er det unfair, som Charlie elsker at sige for tiden, at far ikke er her mere til… Oskar bemærker tit at “det” var noget far elskede, eller spørger “hvad ville far have gjort” for at træde så meget i hans fodspor som muligt. Jeg har lige bestilt en rejse til os til Tenerife og viste ham billeder fra hotellet, hvor han så der var en stor vandrutchebane og hans kommentar var at “den ville far elske!”. Han siger det med et smil, men jeg ved at han indeni kæmper med det samme som os andre, en dyb sorg som vi bare ikke kan komme udenom. Heldigvis er Oskar rigtig god til at fokusere på det positive i alting, for det meste…, så han kan få vendt det sørgelige til noget godt eller i det mindste konstruktivt. Jeg ved at Oskar vil tænke på far, når han prøver den vandrutchebane og glæde sig over, hvor sjov han var at være sammen med. Selvfølgelig vil det også føles som et afsavn, men begge dele er godt. Der er ikke noget galt i at savne, og slet ikke hvis det kan blive til et godt minde.

Jeg bliver tit spurgt “hvordan klarer børnene det”? Det ved jeg jo i virkeligheden ikke, men det jeg oplever er at de tydeligt kæmper med sorgen på hver sin måde. Charlie har været meget vred og frustreret og har fået afløb for det via brætspil, særligt når han taber…, og når tingene ikke lige flyder som han har ønsket det. Det er helt normalt at børn kan have svært ved at slippe noget når de har det sjovt, men Charlie har været helt manisk omkring sit brætspil…

Charlie fik alle gæster med på et spil :)
Charlie fik alle gæster med på et spil 🙂

“Moar, jeg VIL spille Stratego EN gang til”, har jeg oplevet mange aftener, hvor det var været sengetid. Det har været svært for ham at komme ud af sit “helle”, trygheden i at sidde med at andet menneske der har været der for ham 100%. Han har derfor brug for meget mere nærkontakt i putningen. end han har normalt. Hvis han ikke sover i min seng, kravler jeg op til ham i hans køjeseng og ligger hos ham til han sover. Han putter sig helt ind til mig. Det føles godt ❤️

Brætspilsbesættelsen har aftaget ligesom vreden er på retur… jeg synes at Charlie er ved at blive sig selv igen, dog stadig med mere brug for nærhed og opmærksomhed, men han klarer sig fint, også i børnehaven, hvor pædagogerne ikke mærker noget særligt i løbet af dagen.

Oskar er på overfladen sig selv. Den rolige, smilende og glade dreng, men han er ked af det indeni. Hans egne ord. Det kommer til udtryk på forskellige måder og på forskellige tidspunkter. Normalt er han glad for sin mor, men synes det lidt for pinligt hvis jeg skal følge ham helt ind i skolen, han vil helst klare tingene selv… men lige nu har han brug for at jeg er ved hans side 24/7 – også i skolen. Vi har været i skole sammen denne uge 2-3 timer om dagen, hvor jeg har siddet lige ved siden af ham og været med ude i frikvarterne. Han har meget nemt ved at blive ked af det, bare nogen kigger på ham eller spørger ham om noget, så han har brug for at føle sig stærk med mig ved sin side. Og mig som talerør i nogle situationer.

Jeg synes det er dejligt, at jeg kan være med ham i skole, og jeg kan tydeligt mærke på ham at han er utrolig træt efter de få timer vi er der. (Det er jeg også…). Men de er godt givet ud, for han får set sine kammerater og det bliver mere og mere naturligt at Oskar er “tilbage i flokken”. Nu kommer der så lige en lang juleferie, som fucker det op (undskyld sprogbruget…), men det bliver lidt som at starte forfra efter nytår… og der kan jeg ikke være med! Så er han på egne ben – heldigvis med et godt lærer/pædagog hold i ryggen, men uden mor. Det håber jeg kommer til at fungere, jeg skal starte på arbejde…

Oskar holder rigtig meget af at være sammen med gode kammerater, en ad gangen, han kan ikke overskue mere. Han har brug for de gode venskaber der både kan tale med ham og få ham på andre tanker. Altså give ham en pause fra den hårde sorg. Og det er sker bedst i leg, både med vennerne og til sport. For en uge siden tog vi hul på badminton igen og det er da allerede blevet til 2 holdkampe og et par træninger. Sådan Oskar! Ja, jeg fik også lov til at smage på min egen medicin i går aftes, da jeg blev spugt om jeg kunne hjælpe med at spille en holdkamp (jeg træner ikke… men hjælper en sjælden gang i mellem med en kamp…). “Mor, det skal du gøre, det er godt for dig at komme ud og spille badminton” 🙂 haha… præcis det jeg sagde til Oskar i sidste weekend. Mega træt røg jeg afsted i går aftes og det var faktisk utrolig fedt! En forløsende oplevelse.

Oskar træner badminton med sin makker Emil :)
Oskar træner badminton med sin makker Emil 🙂

Oskar har sagt til mig flere gange at “jeg gør alt for dem” og at han er rigtig glad for det og for mig. Han er så sød og kærlig. Også Charlie, som siger det på sin 5-års-agtige måde 🙂 Det er nogle dejlige drenge vi har skabt sammen, Jacob og jeg. Og det er så dejligt at Jacob på en måde lever videre i sine børn. Jeg snakkede med farfar om i dag at det må være sjovt at følge dem, og se hvor meget de slægter Jacob på fra hans opvækst. Om der tegner sig nogle mønstre 🙂

1612 forever ❤️

Det har Jacob og jeg altid sagt til hinanden ❤️ Vi har begge to fødselsdag d. 16/12 – ja i morgen… og det har fyldt en del for os. Faktisk så meget, at vi købte domænet 1612.dk og det er mit virksomhedsnavn 🙂 haha… Og det har jeg naturligvis stadig – deraf min mail tine@1612.dk.  Det er da også ret vildt at vi har fødselsdag samme dag! Og det er nok ikke helt tilfældigt at vi havde meget tilfælles og havde et meget særligt bånd…

Hvis en af os tilfældigvis kiggede på uret når klokken var 1612 har vedkommende altid sendt en sms med teksten “1612 forever” og den kom så retur fra den anden ❤️. En lille kærlighedsreminder om at vi altid ville være der for hinanden. Derfor vil 1612, både klokkeslettet, tallet og datoen være noget særligt for mig.

I morgen har vi fødselsdag… Jacob ville fylde 46 år og jeg fylder 40. Jeg har ingen følelser for min egen fødselsdag, den overskygges helt klart af situationen og af, at det også er Jacobs dag. Det betyder ikke at vi ikke gør noget særligt ud af det, men det er et minimum, jeg gemmer en større fejring til et senere tidspunkt. Mine forældre har inviteret os ud og spise og vi har inviteret farmor og farfar med. De skal selvfølgelig være med til at fejre Jacob (og mig…), og sammen med børnene naturligvis. Inden da byder mormor og morfar på morgenbord, Oskar og jeg skal en tur i skole, hvor jeg “deler ud” – jeg er jo “en del af gruppen” nu :), vi skal en tur på kirkegården og sige tillykke til far og lægge nogle gaver vi har købt i dag, og så skal vi en tur ud og bowle med nogle venner inden middagen. Efter middagen når børnene er ved at falde til ro herhjemme, får jeg besøg af to dejlige damer, som vil drikke lidt bobler med mig og holde mig med selskab i de sene timer. Det bliver en fin dag. Jeg skal bare lige finde en der kan hjælpe mig med at hejse flaget… 😃🇩🇰

Vi samler på gode oplevelser

Jeg ved det kommer tiden arbejder for os, og der skal være plads til de tunge dage og de gode dage. Og gode dage med børnene vil være mit fokus det næste år. 2017 skal være fyldt med gode oplevelser, noget vi kan planlægge og se frem til og andet vi kan springe ud i spontant. Til at starte med skal vi ud og rejse, det har vi snakket om længe og det har været noget der har været svært for os pga sygdommen. Både at planlægge noget og at komme ud og rejse…

Jeg har allerede booket to rejser! En tur til La Santa Sport i efter året og en rejse til Tenerife kort før vinterferien. La Santa er et forsøg på at få indblik i fars fortid, da han var instruktør mm gennem længere tid dernede, og deraf både fik gode oplevelser og fantastiske venskaber. Vi er så heldige at en af hans kollegaer fra dengang skal derned og vil vise os rundt i “Jacobs fodspor”. Jeg glæder mig helt vildt! Tenerife er ren afslapning og “flugt” fra virkeligheden…

Andre ting der allerede står på listen og er i gang med at blive fortærret er: Jul i Tivoli, diverse biografture, Julecirkus, Juleteater, lære Charlie at cykle…, søndagsfilm – så vi ikke glemmer den hyggelige tradition – og meget mere…

2017 må godt være et ekstraordinært år, hvor børnene kan mærke at vi gør lidt ekstra ud af at få gode oplevelser sammen, noget der også kan ryste os endnu mere sammen som familie. Og det er kun muligt fordi vi fik lavet den indsamling! Når nu den ikke kunne hjælpe med så meget behandling, går pengene til begravelse (ca halvdelen) og de resterende til rejser og lidt andre mindre oplevelser. så TUSINDE TAK igen 🙏🏻

Og tusinde tak for de mange blomster og gaver der er strømmet ind i mit hus. Det har været meget overvældende og selvom jeg frabad mig blomster, har jeg selvfølgelig været glad for hver og en og især tanken bag. Der er også kommet mange andre “blomster”, bare i andre former. Jeg har overhovedet ikke styr på hvem der er kommet med hvad lige nu… men jeg så det, da jeg pakkede blomsten/tingene ud (eller fik hjælp til det) og jeg ved hvem det kom fra. Så tak 🙂

Tak for alle blomsterne
Tak for alle blomsterne

Jeg har meget på sinde lige nu kan jeg mærke, men jeg er også træt og jeg må skrive noget mere en anden dag. Det er helt sikkert også blevet rodet det her indlæg, jeg har ikke tænkt over indholdet inden jeg begyndte at skrive, det er bare kommet til mig løbende. Sådan plejer jeg faktisk at skrive, men lige nu er der så meget jeg gerne vil skrive, at det er blevet en kort udgave af noget jeg kunne skrive meget mere om, og uden en særlig sammenhæng. Måske i virkeligheden en meget god afspejlning af hvordan mit liv er lige nu… hmmm… kaos.

Bisættelsen er et helt kapitel for sig. Jeg skal lige være klar til at skrive om det, men det bliver nok det næste jeg skriver om.

Farvel min skat

Lige nu skal jeg til at skrive den sværeste opdatering – nogensinde, forhåbentlig. Jeg behøver ikke gøre det, men jeg bliver nødt til det. Primært for mig selv og for børnene, men også for at afslutte hvad Jacob og jeg valgte at starte op på, noget så enkelt som at åbne døren op til vores liv. Lade venner og familie og andre interesserede følge med i vores kamp mod kræften og kamp for kærligheden og livet. Siden Jacob lagde sin video på Facebook med en opfordring om at huske at leve hver dag, har mange fundet inspiration i Jacob og det skal følges til dørs.

Se film her og husk det nu…

Pas godt på din tid og lev i dag

Jacob siger selv i og om sin film, at vi skal passe godt på vores tid og huske at leve livet i dag – hver dag. Det var selv noget han prøvede at leve op til lige til det sidste. Ikke det liv han drømte om, men han fik det bedste ud af det liv, han levede den sidste tid. I dagligdagen handlede det om at komme ud af sengen og være tilstede med sin familie, lige fra dagens start til dagen sluttede. Sagt på en anden måde, fra vores børn stod op til de gik i seng.

De sidste mange uger har Jacob ligget mest i sofaen, og efter vi fik ny sofa har vi alle sammen haft mulighed for at være helt tæt på ham. Og selv om far har ligget og sovet meget af tiden, har det været dejligt for børnene, at han har været der og med mulighed for at mærke ham og være sammen med ham på de præmisser. Når man elsker et andet menneske tilpasser man sig situationen og bliver glad for alt den tid man kan få sammen. Vi har ikke fokuseret så meget på det der ikke var muligt, men været glade for alle de timer vi kunne have sammen. Det betyder ikke at det ikke har været svært, men især her på den anden side, kan jeg virkelig mærke at jeg har brug for at Jacob ligger i den sofa, uanset hvor krævende det har været for os andre.

Jacob sov ind 30. november

Onsdag d. 30/11 kl 20.20 sov Jacob ind på Roskilde hospital afd. H60 stue 12b. Jeg var hos ham til det sidste åndedrag og det er jeg utrolig glad for, at jeg valgte. Det var svært at forlade stuen… jeg havde slet ikke lyst til at gå fra Jacob og mens han stadig trak vejret, var der ikke grænser for, hvad jeg stadig ville gøre for, at han blev hos os. Jeg var klar til at rejse til månen, hvis det er der den magiske formular til helbredelse er. Det er muligt at vi var blevet forberedt på, at det skulle ske indenfor kort tid, men døden kan man ikke forberede sig på. Det var utrolig hårdt, men også den bedst mulige måde Jacob kunne give slip.

De sidste dage

Lad mig spole tiden nogle dage tilbage. 1. søndag i advent hyggede vi herhjemme med æbleskiver og lys tændt i adventskransen. Vi havde besøg af Jacobs søster, Lykke, og Jacobs far kom også forbi. Det var rigtig hyggeligt og selv om Jacob var træt og svag, hyggede han sig rigtig meget. Han spiste faktisk en æbleskive 🙂

1. søndag i advent
1. søndag i advent

Da Lykke kom, var Jacob alene hjemme, da jeg lige var i julebio med Charlie. På det tidspunkt, vidste jeg jeg ikke at Jacob havde problemer med svimmelhed, men Lykke fik desværre oplevelsen på egen krop, da hun måtte se Jacob kravle op af trappen fra kælderen for ikke at falde. Det var ikke en rar oplevelse, men det var starten på slutningen.

Jeg ved at dette indlæg er svær læsning, men det er virkeligheden, og sandheden om de sidste dage.

Søndag aften, da børnene sov og vi skulle ned i soveværelset, mærkede Jacob svimmelheden i en svær grad, da han satte sig op i sofaen. Jeg hjalp ham med at komme ned, men det var en lang og svær kamp at gå de få meter og der var mange siddepauser undervejs. Turen ned ad trappen blev på numsen, et trin ad gangen mens vi holdt om hinanden. Jeg græd hele vejen. Jacob var ikke kun svært gående, han så også syner og talte i vildelse… det var en ubehagelig oplevelse, men på en måde også en intens og kærlig oplevelse, hvor det gik op for os, at der var ved at ske noget, mens vi var helt tæt.

Jeg fik lagt Jacob i seng og han kom til sig selv igen. Vi aftalte at jeg skulle ringe til hospitalet dagen efter og bestille noget blod. Forsigtig sagde jeg til Jacob, at det var sidste gang han skulle være alene herhjemme, og hans svar til det var “om jeg var ved at give op”… egentlig et ret skønt svar, og præcis sådan Jacob havde det til det sidste. Der skulle kæmpes og alle dage talte. Mandag morgen, da han fandt ud af, at han skulle køres til Roskilde hospital og nok skulle indlægges, spurgte han også, om jeg troede det var muligt for ham at tage sin cannabis-medicin med…

Anbefalingen fra Roskilde mandag morgen var, at vi kom derind og fik Jacob undersøgt. Hvor vi troede, at vi måske kunne nøjes med en omgang blod, skulle der måske mere til. Jeg bad om at få en liggende transport til Jacob og et par hjælpende hænder til at få ham op ad kælderen. Da jeg fortalte Jacob at han ville blive hentet i ambulance, for at være på den sikre side, vidste han godt at den var gal. Det har han nok vidst længe, men lige der gik det op for ham, hvor dårlig han egentlig var. “Farvel Tværvej”, sagde Jacob højt efterfulgt af “jeg ved godt at jeg ikke kommer tilbage”. Vi græd og krammede på sengekanten.

Falck kom hurtigere end forventet og jeg måtte bede dem vente til Jacob var kommet i tøjet… og så gik det stærkt… pludselig vinkede jeg til Jacob fra huset, mens han lå på båren lige udenfor og blev kørt afsted i ambulancen. Jeg kørte efter ham i egen bil, efter de sidste praktiske ting var ordnet. Mine øjne var opløste da jeg nåede til hospitalet… egentlig lidt uforsvarlig kørsel… Der er mange ting man ikke må, når man skal køre bil, drikke alkohol, tale i telefon, tage stoffer osv. Men at være ulykkelig, må man gerne. Jeg tror dog desværre bare, at den tilstand er ligeså farlig, som de andre jeg har nævnt. Forringet synsevne, dårlig koncentration, og med tankerne et helt andet sted. Det er faktisk lidt uforsvarligt, men frem skulle jeg.

Kemo eller hospice

Man skulle tro at der ikke var flere tårer, men det var der… de væltede ud af mig hele dagen, og på hospitalet kunne Jacob og jeg være sammen om dem.

Da Jacobs læge og sygeplejerske kom ind på stuen med svar på hans blodprøver, stod det klart, at vi var nået til vejs ende. Leukæmien var overalt nu, selv på synet, hvilket forklarede hans synsforstyrrelser tidligere. Hans blod var også så tykt nu, at de ikke kunne give ham en frisk forsyning blod. Det eneste de kunne tilbyde, var en sidste omgang kemo med et lille håb om, at det kunne købe ham lidt ekstra tid, men det ville så betyde at Jacob skulle ende sine dage på hospitalet, da man ikke kan være under behandling på hospice. Alternativet var at smertelindre og kontakte hospice og blive på hospitalet indtil der var plads. De forsikrede os at de ville passe godt på Jacob og vores familie på hospitalet, mens vi var der og det var vi ikke i tvivl om. De har altid passet godt på os.

Jacob og jeg fik lidt tid for os selv, for at tage den svære beslutning om pest eller kolera. Vi var dog ikke i tvivl om at det var slut med den kemo, det gav ikke mening at forlænge livet nu, som der kun var en lille chance for. Hvilket liv… vi var enige om at vælge smertelindring og hospice, med mindre der var et tredje alternativ med en tur til Thailand 🙂 det var der ikke… men det var en dejlig tanke bare et øjeblik. Vores private stund gik mest med at holde om hinanden og forsejle vores kærlighed til hinanden med ord og nærhed. Det var et meget bevægende øjeblik <3

Smertebehandlingen blev sat i gang, morfin, og den virkede godt ret hurtigt. Jacob var meget træt og kæmpede for at holde sig vågen. Jeg ville så gerne bare blive og være hos ham, men jeg skulle hjem og være der for vores børn. Hjem og fortælle den ulykkelige nyhed – igen. Hjemturen var ligeså slem som udturen og sådan var alle ture til og fra Roskilde den uge. Faktisk alle ture i bilen uanset hvor jeg skulle hen. Det var et lukket rum jeg kunne give slip i.

Børnene var hos mormor og morfar, et sikkert sted, og da vi lige havde snakket lidt – de voksne – satte jeg mig sammen med drengene og fortalte at far ikke levede så længe mere nu. Oskar brød helt sammen og Charlie vidste ikke rigtig hvordan han skulle reagere, ligesom første gang vi fortalte at far skulle dø… for et halvt år siden. Vi snakkede og sundede os, og så tog vi hjem og så Harry Potter 1… det handlede om at sidde tæt i sofaen og lige komme lidt “væk”. Og det virkede godt. Vi sov alle 3 i min seng den aften.

acd7c9ef-9e5a-4dfb-818f-8cc97eb3a56b

Farvel far

Tirsdag pakkede jeg en stor taske, så vi var forberedt på at blive, skulle det blive en mulighed. Det blev aldrig aktuelt, men vigtigst af alt, kom vi ind til far og havde et par gode timer med ham. Han vågnede da vi kom og holdt til at både snakke og nusse med drengene og jeg. Han var træt og på et tidspunkt måtte vi køre en tur, så han kunne hvile lidt.

Vi kørte i Ro’s torv og fik lidt frokost. Svært at finde ro til at gå rundt og “ose” i et shoppingcenter, så vi vendte hurtigt skuden tilbage på hospitalet, da vi havde spist. Tilbage på hospitalet vågnede Jacob igen, men var blevet mere træt, og han kunne ikke rigtig klare at vi var der. Vi sagde ordentlig farvel alle 3, og så kørte vi hjem igen. Charlie sagde allerede da vi kom ud i bilen, at han ikke ville tilbage, det var simpelthen for svært for ham. Han kunne ikke lide at være der, forståeligt nok! Men Oskar ville gerne tilbage dagen efter.

Det var sidste gang vi snakkede med Jacob og det sidste farvel til far fra Charlie.

Onsdag d. 30. november

Vi havde ingen idé om, at det ville gå så stærkt, som det gjorde og kørte afsted onsdag morgen mod Roskilde med viden om, at vi kunne få en plads på hospice torsdag morgen, så det var planen.

Jacob lå og sov da vi kom, og efter en snak med lægen og sygeplejersken, som fortalte at han var sværere at få kontakt med og at han lige havde fået morfin nu, hvorfor det måske var bedre at prøve lidt senere, valgte vi at tage hjem til min bror i Roskilde og spise frokost og komme tilbage senere. Det indikerede også at det kunne gå stærkt nu og Jacobs familie kom derfor ind til ham og var hos ham nogle gode timer. Jeg tog tilbage og var der sammen med dem, og vi havde en tæt oplevelse sammen med Jacob i et par timer, hvor vi sad rundt om Jacob og snakkede om de sjove og svære ting, om Jacobs styrker og særheder og bare om livet i det hele taget. Vi græd og grinte og var sammen om et vigtigt øjeblik i livet. <3

Stue 12B
Stue 12B

Jacobs familie valgte at sige farvel der. Jeg ringede hjem til min storebror og bad ham spørge Oskar om han ville være med far til det sidste, som han havde ønsket tidligere, og han valgte at blive hos min bror og i stedet komme “bagefter”. En god veninde til Jacob nåede at komme forbi og sige farvel til Jacob, mens han sov.

Jeg satte Jacobs yndlingsmusik på inde på stuen, satte mig ved hans side og sad der til det sidste. Det var rart at være hos ham alene, jeg kunne være helt tæt på ham og fortælle ham hvad jeg havde på hjerte. Der var hyggebelysning, som Jacob godt kunne lide det, og han lå helt stille og trak vejret. Vejrtrækningen var lidt speciel, næsten lidt mekanisk, som hvis han var tilkoblet en respirator, men den var fin for mig. Jeg kunne lytte til den i evigheder og det var præcis sådan jeg havde det… jeg kunne ikke give slip. Jeg var slet ikke klar. Det var fint for mig at han lå og sov, det kunne jeg godt leve med i lang tid, bare han var der. Jeg var også klar til at rejse jorden rundt for at finde formlen på den medicin der kunne helbrede ham på falderebet… han skulle blive hos mig.

Jeg vidste godt at jeg blev nødt til at give slip… Da kl. blev 20.20 åbnede Jacob sine øjne. Det var ret vildt… jeg kiggede på ham, holdt hans hoved i mine hænder og spurgte om han var vågen. Han svarede ikke… Han kiggede på mig med en tåre i øjenkrogen og jeg aede ham på håret og sagde at nu måtte han gerne give slip. Jacob stoppede med at trække vejret i det sekund jeg havde sagt det. Det var helt utroligt! Smukt og uhyggeligt på samme tid. Der blev helt stille. Jeg brød sammen og lagde mig henover ham og græd. Det var ikke i orden! Det var bare ikke rigtigt! Han fik fred, men alt i mig var et stort kaos. Jeg har aldrig følt mig så magtesløs før… ingen lettelse… kun en kæmpe sorg.

De søde sygeplejersker gjorde Jacob pænt i stand og jeg måtte ringe hjem til jacobs familie og mine familie og fortælle den sørgelige nyhed. Min storebror fik den svære opgave at fortælle Oskar om sin far. Heldigvis har han en fantastisk kone og 3 børn og sammen fik de fortalt det og grædt sammen med Oskar så længe der var brug for det, indtil de var klar til at tage ind til mig og Jacob. Jeg er jer evigtig taknemmelige for den gode måde I tacklede det på, og jeg ved at Oskar vil have et særligt bånd til jer resten af livet. <3

Oskar og min storebrors familie kom og sagde farvel til Jacob. Det var et kæmpe chok for Oskar at se sin far ligge der… og vi kom hurtigt ud af stuen, hvor vi sad flere timer og snakkede os i mellem og med de venner der kom forbi for at sige farvel. Jeg havde mest lyst til at være inde hos Jacob… jeg havde slet ikke lyst til at tage hjem, men blive derinde… men vi skulle hjem, og Oskar fik sagt farvel til far i døråbningen og så kørte nogle gode venner mig og Oskar sikkert hjem omkring midnat. Tak <3

Jeg er glad for at jeg valgte at blive hos Jacob og for at jeg havde den sidste tid med ham alene. Jeg er ikke i tvivl om, at han var tilstede, mens han sov, og nu tror vi på, at han stadig er med os. Det var hårdt at se ham forsvinde fra det liv vi kender, men han kunne ikke mere. Han kæmpede til det sidste og tirsdag, da vi sagde farvel alle 4, brugte han de sidste kræfter han havde.

Bisættelse

På torsdag d. 8/12 skal Jacob bisættes i Herlufsholm kirke. Jeg er sikker på at det bliver en fantastisk smuk dag, hård naturligvis, men også en god dag, hvor vi kan mindes Jacob på den mest positive og livsgivende måde, præcis som han var.

Jeg følger op på begravelsen her på bloggen ligesom jeg vil følge op på dagene efter jacob sov ind og hvor vildt et netværk vi har! Hvordan jeg mine første dage efter Jacob sov ind har klaret mig igennem livet i fosterstilling med den mest utrolig hjælp. Jeg er så rørt <3 ligesom jeg er rørt over alle de flotte breve, blomster og andre gaver, kommentarer på Facebook og bare den kærlige opmærksomhed der er strømmet ind. Alle elsker virkelig Jacob, det er så dejligt at læse.

Tro, håb og broccoli vil have sin naturlige slutning snart, men jeg vil gerne følge den til dørs så vi får hele slutningen med på vores svære rejse mod den destination ingen ønsker at rejse til.