Black Friday

Det er sjovt som vi tager koncepter til os fra the US – særligt de overkommercielle slags… og den nyeste, som jeg kender til, er Black Friday, hvor de fleste butikker holder længe åbent (Bilka holder døgnåbent!!! Sindssygt….) og kører de vildeste tilbud… Enten følger du med strømmen eller også går du mod, som med så meget andet. Det er en dag med kæmpe overforbrug og for nogle butikker sikkert en big business, mens det for andre er en stille død, hvor de taber penge.

Jeg har set mange der går den modsatte vej og simpelthen lukker deres butik i dag, fordi de ikke vil lege med… det får de så en masse PR ud af… den egentlige agenda…? Andre opfordrer folk til at rette deres overforbrug mod dem der har ekstra meget brug for deres penge, Røde kors, Kræftens bekæmpelse m.fl. En god idé, men det er nok lidt op ad bakke, da de fleste nok ser dagen i dag som muligheden for at shoppe og spare en masse penge… håber dog, at de får en masse ud af det.

Selv har jeg valgt at ride med på bølgen og sat vores nyopdaterede app ned i pris hele weekenden. Ja, så tjener vi færre penge lige nu og her, men vi får forhåbentlig samtidig mange flere nye kunder og dermed flere der kan fortælle om os. Jeg tror godt det kan betale sig. Og alle penge brugt i vores app går jo til videreudvikling, så vi glæder os altid over gode salgstal 🙂

Juleteater og gamer-weekend

Jeg har ikke været ude og shoppe i dag… til gengæld har jeg oplevet Oskar optræde som musiker i skolens juleteaterforestilling, noget han virkelig har set frem til at vise frem. Og hvor var det rørende at se alle de dejlige 3. klasser optræde med stort engagement 🙂

Oskar optrådte som musiker i skolens juleteater
Oskar optrådte som musiker i skolens juleteater

Jeg så stykket med Charlie i dag. I går var alle 4 bedsteforældre inviteret og de fik en super oplevelse. Desværre kunne Jacob ikke komme med i dag, noget både Oskar og Jacob var meget kede af… det er virkelig også urimeligt! Så tæt på og så alligevel så langt fra… Oskar håbede til det sidste at far kom med, men accepterede at han ikke kom.

Det var dog lige før, at vi slet ikke kom i teater i dag… Oskar var hundesyg i nat med opkast, præcis som Charlie og jeg har været igennem. Det startede ved 00.30 tiden og sluttede ved 05.30 tiden, et tidsrum, hvor jeg kastede mig ud af sengen mindst 10 gange for at hjælpe ham. Det føles virkelig som tortur at blive vækket af “mor-råb” så mange gange i løbet af natten og har også følt mig lidt tung i dag… bør nok snart gå i seng.

Oskar var så ked af, at han var syg netop op til i dag og derfor var det super heldigt, at han fik det godt forholdsvis hurtigt og skolen inviterede til, at han kom om eftermiddagen til teaterforestillingen, hvis han havde kræfter til det. Og det havde han 🙂

Nu ligger han og sover hos en god ven, efter premieren på SN party i Næstved Super Arena. De blev installeret og spillede et par timer her til aften, og nu sover de godt, så de er udhvilet til en laaaaang gamerdag i morgen med de 300 andre gamere.

SN gamer party i Næstved super arena
SN gamer party i Næstved super arena

Jeg tager “forældrevagten” i morgen aften… 🙂

Gensyn med Lyngby

Efter et par ugers aflysninger, kom vi til Lyngby en gang i denne uge. Det var en lidt hård tur for Jacob, da han blev utilpas på vej derind… men det blev gennemført og det er Jacob glad for.

C-vitaminer i Lyngby
C-vitaminer i Lyngby

Jeg tog en kop the på Emmerys efter en sviptur lidt længere nordpå, hvor en skøn kvinde overleverede en pose med fodboldstøvler og tøj til Oskar, noget vi kunne arve, da hun havde set min forespørgsel efter fodboldstøvler til Jacob på Facebook. Virkelig sødt af dig, Francieska. Tak <3

Fodboldsko og tøj fra en dejlig kvinde til Oskar
Fodboldsko og tøj til Oskar

Jeg håber virkelig, vi kommer til Lyngby igen. Det er næsten blevet et symbol på håb, en fysisk handling som er et afbræk i hverdagen og en rejse til en destination der kun har et formål; at hjælpe Jacob med at få det bedre. Der er mange der spørger mig om det hjælper, C-vitamin og Cannabis. Vi ved det ikke… Jacob kan ikke mærke nogen forskel, når han behandles i og med det ikke er symptombehandling, men noget der skal arbejde mere længeresigtet, men vi tror det hjælper… ellers giver det ikke mening. Og tro er nok for os, hvor vi er nu.

Mad i øst og vest

Det er utrolig svært at planlægge madlavning herhjemme… og det er efterhånden sjældent, vi spiser sammen alle fire eller spiser det samme… mit største fokus er at finde ud af hvad Jacob har lyst til / kan få ned… og det varierer virkelig fra dag til dag og fra time til time. Den sidste uges tid har menuen bl.a. stået på koldskål, omelet, mørbradgryde, tomatsuppe, yogurt mm.

Mad i øst og vest...
Mad i øst og vest…

Citronmånen var et forsøg på at lokke lidt kalorier i Jacob og engang elskede Jacob citronmåne 🙂 🙂 🙂 men den gik ikke. Drengene klarede den fint selv 🙂 haha

Julen nærmer sig – no matter what…

Nisserne kan glæde sig til kalendergaveregnen
Nisserne kan glæde sig til kalendergaveregnen

Jeg har besluttet mig for at drengene skal have kalendergaver og det brugte jeg så en halv dag på at sortere og pakke ind forleden… egentlig ret hyggeligt, men også en smule anstrengende… glæder mig til at se deres ansigter, når de ser pakkerne d. 1. dec.  De er helt klar til at lukke julen ind herhjemme 🙂

Julen er vigtig for os i år. Det er en meget stor milepæl at fejre jul sammen… og der må godt gøres lidt ekstra ud af det i år.

Mormor løb med hovedpræmien i julebanko
Mormor løb med hovedpræmien i julebanko

Ja, man kan lave mange sjove ting i julen… i virkeligheden kan man bare sætte “jul” foran, så bliver det en juleaktivitet… som fx i “julebanko”. Det gjorde Oskars badmintonklub og vi tog naturligvis afsted, fik mormor med, og så stressede vi ellers med at nå at lægge brikker på de rigtige tal i et par timer. 3 sekunder pr tal!!! What! Hold da op det er hårdt at være bankospiller… haha… bliver sq nok aldrig min “sport” 🙂 men hyggeligt var det. Jeg spiller gerne banko for mine børn 😉

Stop tiden

Når noget er godt vil man gerne stoppe tiden og nyde det lidt mere, og når noget svært venter forude, er det også et inderligt ønske at stoppe tiden og dermed forhindre det. Nogle gange har man bare lyst til at gemme sig i sin hule og glemme alt om det der sker udenfor, bare være tilstede i en lille lystråle og fokusere på det og kun det der lyses op af lysstrålen.

Charlie hule
Charlies hule

Når Charlie ligger i sin “hule” under sengen, er han et helligt sted, et trygt sted og et sted, hvor alt omkring ham er ubetydeligt, det eksisterer ikke. Tiden står stille.

Jeg vil gerne stoppe tiden lige nu. Vores liv bevæger sig i en retning, jeg ikke har lyst til at tage hen. Det er der ikke noget nyt i, og det bliver aldrig nemt at vænne sig til tanken om at vores liv på et teoretisk plan, måske snart ser helt anderledes ud. Jeg tænker på det som en teori, fordi det er umuligt at forberede sig på noget, man aldrig har prøvet før.

Vi har været på den her rejse længe og med 2x blodprøver om ugen for tiden, følger vi tæt med i hvordan det ser ud “derinde” og det går jo op og ned. Når det går ned, bliver jeg naturligvis bekymret, men vi aner aldrig om det vender. De sidste par blodprøver viser ikke en god udvikling, men Jacob fortsætter med den samme behandling og vi bliver nødt til at tro og håbe på at det stadig kan vende. Det har det gjort før.

Vi må aldrig stoppe med at tro og håbe <3 <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *