Farvel min skat

Lige nu skal jeg til at skrive den sværeste opdatering – nogensinde, forhåbentlig. Jeg behøver ikke gøre det, men jeg bliver nødt til det. Primært for mig selv og for børnene, men også for at afslutte hvad Jacob og jeg valgte at starte op på, noget så enkelt som at åbne døren op til vores liv. Lade venner og familie og andre interesserede følge med i vores kamp mod kræften og kamp for kærligheden og livet. Siden Jacob lagde sin video på Facebook med en opfordring om at huske at leve hver dag, har mange fundet inspiration i Jacob og det skal følges til dørs.

Se film her og husk det nu…

Pas godt på din tid og lev i dag

Jacob siger selv i og om sin film, at vi skal passe godt på vores tid og huske at leve livet i dag – hver dag. Det var selv noget han prøvede at leve op til lige til det sidste. Ikke det liv han drømte om, men han fik det bedste ud af det liv, han levede den sidste tid. I dagligdagen handlede det om at komme ud af sengen og være tilstede med sin familie, lige fra dagens start til dagen sluttede. Sagt på en anden måde, fra vores børn stod op til de gik i seng.

De sidste mange uger har Jacob ligget mest i sofaen, og efter vi fik ny sofa har vi alle sammen haft mulighed for at være helt tæt på ham. Og selv om far har ligget og sovet meget af tiden, har det været dejligt for børnene, at han har været der og med mulighed for at mærke ham og være sammen med ham på de præmisser. Når man elsker et andet menneske tilpasser man sig situationen og bliver glad for alt den tid man kan få sammen. Vi har ikke fokuseret så meget på det der ikke var muligt, men været glade for alle de timer vi kunne have sammen. Det betyder ikke at det ikke har været svært, men især her på den anden side, kan jeg virkelig mærke at jeg har brug for at Jacob ligger i den sofa, uanset hvor krævende det har været for os andre.

Jacob sov ind 30. november

Onsdag d. 30/11 kl 20.20 sov Jacob ind på Roskilde hospital afd. H60 stue 12b. Jeg var hos ham til det sidste åndedrag og det er jeg utrolig glad for, at jeg valgte. Det var svært at forlade stuen… jeg havde slet ikke lyst til at gå fra Jacob og mens han stadig trak vejret, var der ikke grænser for, hvad jeg stadig ville gøre for, at han blev hos os. Jeg var klar til at rejse til månen, hvis det er der den magiske formular til helbredelse er. Det er muligt at vi var blevet forberedt på, at det skulle ske indenfor kort tid, men døden kan man ikke forberede sig på. Det var utrolig hårdt, men også den bedst mulige måde Jacob kunne give slip.

De sidste dage

Lad mig spole tiden nogle dage tilbage. 1. søndag i advent hyggede vi herhjemme med æbleskiver og lys tændt i adventskransen. Vi havde besøg af Jacobs søster, Lykke, og Jacobs far kom også forbi. Det var rigtig hyggeligt og selv om Jacob var træt og svag, hyggede han sig rigtig meget. Han spiste faktisk en æbleskive 🙂

1. søndag i advent
1. søndag i advent

Da Lykke kom, var Jacob alene hjemme, da jeg lige var i julebio med Charlie. På det tidspunkt, vidste jeg jeg ikke at Jacob havde problemer med svimmelhed, men Lykke fik desværre oplevelsen på egen krop, da hun måtte se Jacob kravle op af trappen fra kælderen for ikke at falde. Det var ikke en rar oplevelse, men det var starten på slutningen.

Jeg ved at dette indlæg er svær læsning, men det er virkeligheden, og sandheden om de sidste dage.

Søndag aften, da børnene sov og vi skulle ned i soveværelset, mærkede Jacob svimmelheden i en svær grad, da han satte sig op i sofaen. Jeg hjalp ham med at komme ned, men det var en lang og svær kamp at gå de få meter og der var mange siddepauser undervejs. Turen ned ad trappen blev på numsen, et trin ad gangen mens vi holdt om hinanden. Jeg græd hele vejen. Jacob var ikke kun svært gående, han så også syner og talte i vildelse… det var en ubehagelig oplevelse, men på en måde også en intens og kærlig oplevelse, hvor det gik op for os, at der var ved at ske noget, mens vi var helt tæt.

Jeg fik lagt Jacob i seng og han kom til sig selv igen. Vi aftalte at jeg skulle ringe til hospitalet dagen efter og bestille noget blod. Forsigtig sagde jeg til Jacob, at det var sidste gang han skulle være alene herhjemme, og hans svar til det var “om jeg var ved at give op”… egentlig et ret skønt svar, og præcis sådan Jacob havde det til det sidste. Der skulle kæmpes og alle dage talte. Mandag morgen, da han fandt ud af, at han skulle køres til Roskilde hospital og nok skulle indlægges, spurgte han også, om jeg troede det var muligt for ham at tage sin cannabis-medicin med…

Anbefalingen fra Roskilde mandag morgen var, at vi kom derind og fik Jacob undersøgt. Hvor vi troede, at vi måske kunne nøjes med en omgang blod, skulle der måske mere til. Jeg bad om at få en liggende transport til Jacob og et par hjælpende hænder til at få ham op ad kælderen. Da jeg fortalte Jacob at han ville blive hentet i ambulance, for at være på den sikre side, vidste han godt at den var gal. Det har han nok vidst længe, men lige der gik det op for ham, hvor dårlig han egentlig var. “Farvel Tværvej”, sagde Jacob højt efterfulgt af “jeg ved godt at jeg ikke kommer tilbage”. Vi græd og krammede på sengekanten.

Falck kom hurtigere end forventet og jeg måtte bede dem vente til Jacob var kommet i tøjet… og så gik det stærkt… pludselig vinkede jeg til Jacob fra huset, mens han lå på båren lige udenfor og blev kørt afsted i ambulancen. Jeg kørte efter ham i egen bil, efter de sidste praktiske ting var ordnet. Mine øjne var opløste da jeg nåede til hospitalet… egentlig lidt uforsvarlig kørsel… Der er mange ting man ikke må, når man skal køre bil, drikke alkohol, tale i telefon, tage stoffer osv. Men at være ulykkelig, må man gerne. Jeg tror dog desværre bare, at den tilstand er ligeså farlig, som de andre jeg har nævnt. Forringet synsevne, dårlig koncentration, og med tankerne et helt andet sted. Det er faktisk lidt uforsvarligt, men frem skulle jeg.

Kemo eller hospice

Man skulle tro at der ikke var flere tårer, men det var der… de væltede ud af mig hele dagen, og på hospitalet kunne Jacob og jeg være sammen om dem.

Da Jacobs læge og sygeplejerske kom ind på stuen med svar på hans blodprøver, stod det klart, at vi var nået til vejs ende. Leukæmien var overalt nu, selv på synet, hvilket forklarede hans synsforstyrrelser tidligere. Hans blod var også så tykt nu, at de ikke kunne give ham en frisk forsyning blod. Det eneste de kunne tilbyde, var en sidste omgang kemo med et lille håb om, at det kunne købe ham lidt ekstra tid, men det ville så betyde at Jacob skulle ende sine dage på hospitalet, da man ikke kan være under behandling på hospice. Alternativet var at smertelindre og kontakte hospice og blive på hospitalet indtil der var plads. De forsikrede os at de ville passe godt på Jacob og vores familie på hospitalet, mens vi var der og det var vi ikke i tvivl om. De har altid passet godt på os.

Jacob og jeg fik lidt tid for os selv, for at tage den svære beslutning om pest eller kolera. Vi var dog ikke i tvivl om at det var slut med den kemo, det gav ikke mening at forlænge livet nu, som der kun var en lille chance for. Hvilket liv… vi var enige om at vælge smertelindring og hospice, med mindre der var et tredje alternativ med en tur til Thailand 🙂 det var der ikke… men det var en dejlig tanke bare et øjeblik. Vores private stund gik mest med at holde om hinanden og forsejle vores kærlighed til hinanden med ord og nærhed. Det var et meget bevægende øjeblik <3

Smertebehandlingen blev sat i gang, morfin, og den virkede godt ret hurtigt. Jacob var meget træt og kæmpede for at holde sig vågen. Jeg ville så gerne bare blive og være hos ham, men jeg skulle hjem og være der for vores børn. Hjem og fortælle den ulykkelige nyhed – igen. Hjemturen var ligeså slem som udturen og sådan var alle ture til og fra Roskilde den uge. Faktisk alle ture i bilen uanset hvor jeg skulle hen. Det var et lukket rum jeg kunne give slip i.

Børnene var hos mormor og morfar, et sikkert sted, og da vi lige havde snakket lidt – de voksne – satte jeg mig sammen med drengene og fortalte at far ikke levede så længe mere nu. Oskar brød helt sammen og Charlie vidste ikke rigtig hvordan han skulle reagere, ligesom første gang vi fortalte at far skulle dø… for et halvt år siden. Vi snakkede og sundede os, og så tog vi hjem og så Harry Potter 1… det handlede om at sidde tæt i sofaen og lige komme lidt “væk”. Og det virkede godt. Vi sov alle 3 i min seng den aften.

acd7c9ef-9e5a-4dfb-818f-8cc97eb3a56b

Farvel far

Tirsdag pakkede jeg en stor taske, så vi var forberedt på at blive, skulle det blive en mulighed. Det blev aldrig aktuelt, men vigtigst af alt, kom vi ind til far og havde et par gode timer med ham. Han vågnede da vi kom og holdt til at både snakke og nusse med drengene og jeg. Han var træt og på et tidspunkt måtte vi køre en tur, så han kunne hvile lidt.

Vi kørte i Ro’s torv og fik lidt frokost. Svært at finde ro til at gå rundt og “ose” i et shoppingcenter, så vi vendte hurtigt skuden tilbage på hospitalet, da vi havde spist. Tilbage på hospitalet vågnede Jacob igen, men var blevet mere træt, og han kunne ikke rigtig klare at vi var der. Vi sagde ordentlig farvel alle 3, og så kørte vi hjem igen. Charlie sagde allerede da vi kom ud i bilen, at han ikke ville tilbage, det var simpelthen for svært for ham. Han kunne ikke lide at være der, forståeligt nok! Men Oskar ville gerne tilbage dagen efter.

Det var sidste gang vi snakkede med Jacob og det sidste farvel til far fra Charlie.

Onsdag d. 30. november

Vi havde ingen idé om, at det ville gå så stærkt, som det gjorde og kørte afsted onsdag morgen mod Roskilde med viden om, at vi kunne få en plads på hospice torsdag morgen, så det var planen.

Jacob lå og sov da vi kom, og efter en snak med lægen og sygeplejersken, som fortalte at han var sværere at få kontakt med og at han lige havde fået morfin nu, hvorfor det måske var bedre at prøve lidt senere, valgte vi at tage hjem til min bror i Roskilde og spise frokost og komme tilbage senere. Det indikerede også at det kunne gå stærkt nu og Jacobs familie kom derfor ind til ham og var hos ham nogle gode timer. Jeg tog tilbage og var der sammen med dem, og vi havde en tæt oplevelse sammen med Jacob i et par timer, hvor vi sad rundt om Jacob og snakkede om de sjove og svære ting, om Jacobs styrker og særheder og bare om livet i det hele taget. Vi græd og grinte og var sammen om et vigtigt øjeblik i livet. <3

Stue 12B
Stue 12B

Jacobs familie valgte at sige farvel der. Jeg ringede hjem til min storebror og bad ham spørge Oskar om han ville være med far til det sidste, som han havde ønsket tidligere, og han valgte at blive hos min bror og i stedet komme “bagefter”. En god veninde til Jacob nåede at komme forbi og sige farvel til Jacob, mens han sov.

Jeg satte Jacobs yndlingsmusik på inde på stuen, satte mig ved hans side og sad der til det sidste. Det var rart at være hos ham alene, jeg kunne være helt tæt på ham og fortælle ham hvad jeg havde på hjerte. Der var hyggebelysning, som Jacob godt kunne lide det, og han lå helt stille og trak vejret. Vejrtrækningen var lidt speciel, næsten lidt mekanisk, som hvis han var tilkoblet en respirator, men den var fin for mig. Jeg kunne lytte til den i evigheder og det var præcis sådan jeg havde det… jeg kunne ikke give slip. Jeg var slet ikke klar. Det var fint for mig at han lå og sov, det kunne jeg godt leve med i lang tid, bare han var der. Jeg var også klar til at rejse jorden rundt for at finde formlen på den medicin der kunne helbrede ham på falderebet… han skulle blive hos mig.

Jeg vidste godt at jeg blev nødt til at give slip… Da kl. blev 20.20 åbnede Jacob sine øjne. Det var ret vildt… jeg kiggede på ham, holdt hans hoved i mine hænder og spurgte om han var vågen. Han svarede ikke… Han kiggede på mig med en tåre i øjenkrogen og jeg aede ham på håret og sagde at nu måtte han gerne give slip. Jacob stoppede med at trække vejret i det sekund jeg havde sagt det. Det var helt utroligt! Smukt og uhyggeligt på samme tid. Der blev helt stille. Jeg brød sammen og lagde mig henover ham og græd. Det var ikke i orden! Det var bare ikke rigtigt! Han fik fred, men alt i mig var et stort kaos. Jeg har aldrig følt mig så magtesløs før… ingen lettelse… kun en kæmpe sorg.

De søde sygeplejersker gjorde Jacob pænt i stand og jeg måtte ringe hjem til jacobs familie og mine familie og fortælle den sørgelige nyhed. Min storebror fik den svære opgave at fortælle Oskar om sin far. Heldigvis har han en fantastisk kone og 3 børn og sammen fik de fortalt det og grædt sammen med Oskar så længe der var brug for det, indtil de var klar til at tage ind til mig og Jacob. Jeg er jer evigtig taknemmelige for den gode måde I tacklede det på, og jeg ved at Oskar vil have et særligt bånd til jer resten af livet. <3

Oskar og min storebrors familie kom og sagde farvel til Jacob. Det var et kæmpe chok for Oskar at se sin far ligge der… og vi kom hurtigt ud af stuen, hvor vi sad flere timer og snakkede os i mellem og med de venner der kom forbi for at sige farvel. Jeg havde mest lyst til at være inde hos Jacob… jeg havde slet ikke lyst til at tage hjem, men blive derinde… men vi skulle hjem, og Oskar fik sagt farvel til far i døråbningen og så kørte nogle gode venner mig og Oskar sikkert hjem omkring midnat. Tak <3

Jeg er glad for at jeg valgte at blive hos Jacob og for at jeg havde den sidste tid med ham alene. Jeg er ikke i tvivl om, at han var tilstede, mens han sov, og nu tror vi på, at han stadig er med os. Det var hårdt at se ham forsvinde fra det liv vi kender, men han kunne ikke mere. Han kæmpede til det sidste og tirsdag, da vi sagde farvel alle 4, brugte han de sidste kræfter han havde.

Bisættelse

På torsdag d. 8/12 skal Jacob bisættes i Herlufsholm kirke. Jeg er sikker på at det bliver en fantastisk smuk dag, hård naturligvis, men også en god dag, hvor vi kan mindes Jacob på den mest positive og livsgivende måde, præcis som han var.

Jeg følger op på begravelsen her på bloggen ligesom jeg vil følge op på dagene efter jacob sov ind og hvor vildt et netværk vi har! Hvordan jeg mine første dage efter Jacob sov ind har klaret mig igennem livet i fosterstilling med den mest utrolig hjælp. Jeg er så rørt <3 ligesom jeg er rørt over alle de flotte breve, blomster og andre gaver, kommentarer på Facebook og bare den kærlige opmærksomhed der er strømmet ind. Alle elsker virkelig Jacob, det er så dejligt at læse.

Tro, håb og broccoli vil have sin naturlige slutning snart, men jeg vil gerne følge den til dørs så vi får hele slutningen med på vores svære rejse mod den destination ingen ønsker at rejse til.

18 meninger om “Farvel min skat”

  1. Kære Tine ❤️
    Sidder her med tåre i øjene og tænker på jer.
    Jeg kendte jer ikke så godt, men havde glæden ved at passe jeres dejlige Oskar i Busters verden. I var altid glade og smilende. Vil altid huske Jacobs smil tidligt om morgen og ligeså store smil om eftermiddagen ❤️
    Jeg kan slet ikke forstille mig, hvad du går igennem lige nu, jeg ved blot at du har verdens bedste netværk til at passe på dig og drengene.
    Ville rigtig gerne kunne deltage i bisættelsen, men lander desværre først i dk fredag.
    Mine tanker vil være hos jer dagen igennem.
    Kæmpe knus fra
    Lea i Nuuk ❤️❤️❤️

  2. Kæmpe kram, til dig og dine skønne børn.
    Er relativt ny og ukendt læser, men er dog startet fra begyndelsen, her i de sidste par dage har jeg undret mig over stilheden, og frygtet at rejsen var ved at slutte..
    Hvor er det dog flot, at I står sammen og gør plads til hinanden. Du skal vide at jeg har nydt at følge jer som familie, I er så seje allesammen, og at jeg fortsat vil følge jer selvom Jacob er rejst i forvejen.
    Jeg er så frygteligt ked af jeres tab, og ønskede stille i mit hjerte at I i det mindste fik en sidste god jul sammen. Skæbnen vil ikke altid som vi vil.
    Jeg håber du finder overskuddet og lysten til at fortsætte jeres rejse, med os som læser med i stuerne. Alt kærlighed fra mig til jer, jeg krydser alt for at torsdag bliver en smuk dag. Ha det godt, og pas på hinanden ❤️

    1. Kære Sasha
      Tusinde tak for din omsorg. Det er dejligt at vide at du har læst med og stadig har lyst til at følge vores rejse som familie. Jeg skriver stadig men har ikke åbnet op for det endnu, det kommer jeg til og jeg skal nok give besked i et indlæg herinde 🙂
      – og Torsdag blev en smuk dag, som du nok har læst herinde 😉
      Kh Tine <3

  3. Jeg er målløs og dybt berørt efter at have læst din sidste beretning. Jeg kender jer ikke, men har fulgt med herinde de seneste uger. Mine tanker går til dig og dine børn, tak for at åbne din sjæl for at kunne hjælpe andre.

    1. Selv tak Henning. Det er utroligt så godt som det virker at åbne op og dele ud af sig selv… jeg skrev primært for mig selv som dokumentation og reflektion, men det har vist sig at mange mennesker har fulgt med, ligesom dig, og har fundet noget energi i mine skriv. Det bliver jeg utrolig glad for.
      Kh Tine

  4. Tine du skriver det så smukt, så jeg sidder med tårerne trillende ned af kinderne. Det lyder til at have været umenneskeligt hårdt, men også meget fredfyldt og smukt. Jeg er beæret over at få lov til at læse om Jeres sidste dage. Mange kærlige tanker til Jer alle 3.
    Sisse

  5. Tine, hvor er du en fantastisk kvinde . Pas rigtig godt på dig selv og dine drenge i den svære tid, der kommer. Vil tænke på jer alle på tirsdag.
    Mange kærlige tanker
    Elisabeth

  6. Kære Tine.

    Puha det er hård og hjertegribende læsning,måske også hård for mig fordi jeg selv har stået der hvor du stod også i år og har sagt farvel til en jeg elskede højt alt for tidligt.
    Du beskriver hele processen så præcist og fint og rent,man er med jer på hele rejsen både i hjertet og den Knude i maven som også kan mærkes. Jeg er ikke i tvivl om at jeres stærke modige følsomme og åbne beretning om det at være familie med cancer har givet så mange mennesker håb,masser af god vide om bla mad,og en mulighed for at blive mindet om hvad der jo bare altid er det absolut vigtigste i livet ,familie,børn kærlighed og venskab. Cudos til dig og din familie Tine,måske du kunne skrive ud til alle os som har fulgt jer om 2 års tid ,hvordan du og drengene har det. Masser af lys,varme og kærlighed til jer alle også Jacob. Smukkeste figthere.
    kristina

    1. Kære Kristina
      Jeg er ked af at læse at du også har mistet en du elskede, men jeg er glad for at du alligevel har læst med og fundet mening i det. Jeg skriver lidt dagbog – bare ikke publiceret endnu – men jeg tror jeg også åbner op for den proces, bare på en anden side. Jeg skriver et indlæg herinde når siden er klar.
      Kh og kærlige tanker til dig
      Tine <3

  7. Kære Tine
    Først vil jeg gerne sige 1000 tak for din ufattelige styrke til at holde os opdaterede, med hvad der skete i jeres liv, og specielt de sidste, som er meget hårde at læse, men jeg er SÅ taknemmelig for at vide, hvordan det foregik og har givet mig en ro i sjælen, at vide, at det foregik så smukt som det var muligt. At du var hos ham da han åndede ud. Jeg er virkelig SÅ fuld af beundring for din styrke, og håber dig og drengene og Jacobs øvrige nærmeste familie, kommer igennem sorgen stille og roligt og sammen er i stærke! Jeg ønsker jer ALT det bedste fremover og Hvil i fred til et af de mest beundringsværdige mennesker jeg har kendt. Jacob Rossen. <3

    1. Kære Kurt
      Tak for dine søde ord. Vi er i gang med at leve vores nye liv nu og det går stille og roligt fremad. Vi tager små skridt.
      Stort knus
      Tine <3

  8. Kære Tine. Jeg sender dig mine varmeste tanker til dig i denne svære tid. Tak for alt, hvad du har delt. Tak for at tro på, at det hjælper at dele smerten. Mange kærlige knus fra Laura

  9. Kæreste Tine.
    Jeg har jo fulgt din blok… og nu fik jeg læst om jeres sidste dage sammen. Det er virkelig smukt – selvfølgelig til trods for den smerte, som naturligvis har været altoverskyggende. Jeg har selv taget afsked og kan genkende det smukke, du skriver. Tak fordi du delte.
    Jeg sender mine kærligste tanker til dig og drengene.
    Kærlig hilsen
    Line

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *