Hva’ så med den kost?

Kl. er 09.40, det er tirsdag i efterårsferien, Jacob er ved at få sine C-vitaminer hos Claus Hancke, mens jeg nyder en kop grøn the på Emmery’s (mens croissanterne ligger og flirter med mig fra disken lige derovre… so far so good) – vi er i Lyngby.

Vi har lige udvekslet en “alt er godt her, hvordan går det i din lejr” sms, faktisk simultant, som når to sjæle får samme tanke samtidigt 🙂

The på Emmery's og grøntsagsjuice på klinikken
Te på Emmery’s og grøntsagsjuice på klinikken

Vi er her så tidligt i dag, at jeg har valgt “shoppingen” fra. Butikkerne har simpelthen ikke åbent endnu… og det passer mig fint. Selvom jeg elsker at “ose”, kan det også være lidt stressende og anstrengende at vade rundt i butikker. Så i dag har jeg valgt den rolige venteaktivitet. Cafébesøg med min Mac 🙂

Hva’ så med den kost

Det er ca en måned siden, vi startede på vores kostomlægning fra almindelig frikadellekost til at leve basisk med masser af grønt og uden kød, mælkeprodukter og sukker mm. Vi valgte at gå all in fra første dag! Dvs. ingen nedtrapning, bare lige på. Måske en lidt vild metode, men vi er så fokuseret på målet om at forlænge og forbedre Jacobs liv, at vi lige nu gør alt der skal til.

Grønt med grønt på
Grønt med grønt på

Hvordan har det så ændret vores liv?

The Good stuff

  • Aldrig før har vi spist så mange grøntsager
  • Køleskabet dufter af friske krydderurter
  • Maven har det godt (systemet…)
  • Vi får en masse nye smagsoplevelser
  • Krydderihylden er udvidet x 500%
  • Jeg har tabt mig omkring 4 kg (kg jeg tog på i sommerferien, da jeg spiste mig igennem den svære ventetid… Nu står vægten stille igen… tilbage på normaltvægt)
  • Alle spiser sundere, inkl. drengene. Der er meget lidt slik på bordet, og tilgengæld guffes der en masse frugt, grønt og nødder.
  • Det er et sjovt projekt og en god beskæftigelse for mig.
  • Nyt sjovt samtaleemne der kan tage fokus lidt væk fra sygdommen…

The hard stuff

  • Jacob har tabt sig meget. (Primært fordi han har været meget liggende, men også fordi han ikke har meget appetit og har haft svært ved at spise pga smerter i munden og sidst men ikke mindst pga medicinen har madlede… basisk kost kan ikke fede ham op… og særligt ikke, når han ikke spiser nok mad.)
  • Jeg bruger meget tid på at handle og på at lave mad. (Det er i sig selv ikke et stort problem, men kræver lidt bedre koordinering og overskud… sidstnævnte især, når der ikke er den store madglæde herhjemme…)
  • Charlie synes ikke han bliver mæt af sund mad 🙂 (haha… det sagde han i går. Det er nok fordi han ikke spiser noget af det… Derfor har jeg mange alternativer til børnene.)
  • Vi savner en helt almindelig ostemad… (især Jacob synes det er surt at være så begrænset i kosten. Det er på grænsen til, at det går ud over livskvaliteten lige nu, og det snakker vi en del om.)
  • Jeg har svært ved at give slip på “planen”, selv når jeg bare er mig selv. Bange for at miste kontrollen og dermed motivationen for projektet.

Vi synder for lidt

Eller det vil sige, Jacob synder for lidt… jeg har jo mine daglige synder med mælk i teen og mørk chokolade, nårh ja og tørret frugt sammen med nødderne. Det er også blevet til lidt alkohol i løbet af den sidste måned…

Jacob synder ikke med det søde, men har forsøgt sig med lidt fisk og kylling nogle dage for at få lidt mere energi. Det gjorde dog ikke den store forskel, så det er ikke blevet en fast synd.

Jeg tror vi skal til at synde lidt mere en gang i mellem for at have noget at se frem til – små pauser fra “skal-tilværelsen” og noget at se frem til. Måske er det et glas rødvin fredag aften, en hjemmebagt bolle med ost og en kop varm kakao en eftermiddag. Eller hvad med en syndig omelet!! Uuhhh

Vi kan se fra uge til uge på Jacobs blodprøve, hvordan det går, og hvis vi ser for store udsving, må vi synde lidt mindre… er der ingen går det nok fint med lidt “synderier…”

Det var nu jeg burde synde

Det er simpelthen fantastisk! Sidder på Mette Blomsterbergs – ja skiftede lige café… bare for hyggens skyld, og så er det prøvet (dog uden kage… det må blive en anden gang…).

Blomsterbergs kager
Blomsterbergs kager… godt jeg ikke elsker kage…

Ved siden af mig sidder der tre damer i 70’erne og spiser brunch. Den ene dokumenterer øjeblikket med et billede på mobilen og den anden spørger om hun deler det på Instagram (med trykket på ´gram) eller Facebook, hvortil hun svarer nej, hun deler det på Snapchat 🙂 What! Det er skønt. Meget moderne mormor

Spionbillede fra Cafe Blomsterbergs
Spionbillede fra Cafe Blomsterbergs

Hov, der kom Mette Blomsterberg lige ind på caféen. Tror Oskar ville have været mega starstruck, hvis han var med… hahaha. Vi ser jo Bagedysten sammen… så jeg glæder mig til at fortælle ham det 🙂 Lige nu er hun nede og hilse på en lille pige som gerne vil have taget en selfie med Mette B. Fedt.

Hun har lige sagt hej til mig 🙂 og jeg burde tage en selfi med hende for Oskars skyld, men jeg kan bare ikke få mig selv til det… synes det er så pinligt… så det bliver ved “hej-et” 🙂

Hvis bare samvittigheden var rationel

Henover weekenden har Jacob døjet med mavesmerter, så vi var meget spændte på blodprøveresultatet i går. Det er altid svært at vente på lægens opkald. Jeg får tit en knude i maven af bekymringer over uvisheden, og det fik jeg også i går plus hovedpine. Heldigvis viste prøven fine tal hele vejen rundt. Som forventet var blodprocent og blodplader lave, men ikke alarmerende, så i morgen skal Jacob tankes op igen.

Det er som om at Jacob ikke rigtig får lov til at have det godt. Der er hele tiden et eller andet der tvinger ham “ned”, og det er hårdt for os alle sammen. Jacob kæmper selvfølgelig med at få det godt, men også med samvittigheden over for os der skal tage hensyn. Det er klart for alle, at han er fuldstændig “uden skyld”, men det er ikke altid samvittigheden er så rationel. Jeg håber snart han får det så godt, at vi kan lave noget sammen alle 4 og bare grine og nyde en familiestund uden sygdom.

5 meninger om “Hva’ så med den kost?”

    1. Hey Camilla
      Tak 🙂 Det er med kredit til Aine Carlin, som har lavet opskriften. Jeg har lige modificeret den lidt 🙂

      Den er ret enkel:
      8 friske dadler (uden sten)
      50 gr hakkede pekannødder eller valnødder
      2 spsk crunchy peanutbutter med kakao (eller uden kakao – jeg har lavet med kakao 🙂
      1 spsk kakao
      1 spsk dadelsirup (eller anden form for sirup)

      Kom det hele i en foodprocessor / minihakker og rør indtil det er en masse du synes er passende til at rulle til små kugler. Rul kuglerne i kakao (gerne siet) eller evt hakkede nødder…

      De er bedst, hvis de ligger på køl en dags tid. Læg dem på bagepapir.

      God fornøjelse og velbekommen 🙂

  1. Har I hørt om Budwig kuren ( fandt den på nettet). Jeg har for nylig stiftet bekendskab med den. Syntes den er så nem og enkel at det er et forsøg værd og passer godt med jeres kost. Har hjulpet andre som lægerne ikke kunne hjælpe så godt de som kunne ønskes.

    1. Hej Irene

      Tak for din besked. Vi har hørt om den, og udelukker ikke noget, men lige nu kan vi ikke overskue mere. Måske tager vi den op når der er plads til det.

      Tine 🙂

  2. Det kan jeg godt forstå. Herhjemme bruger vi den i en ‘light’ udgave. Bare skyr med hørfrøolie og vand rørt grundigt sammen og et æble skåret i tern, til morgenmad — og så smager det forbavsende godt og mætter. Bare til lidt inspiration, når der bliver plads til lidt fornyelse på den gode og lette måde 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *