Lidt udsving i tallene

Vi var meget spændt på blodprøvesvarene i dag. Efter 4 dage med feber og utilpashed måtte der være et eller andet i svaret der kunne forklare det… og det var der, måske… Det vi kalder “leukæmi-tallet” var steget siden søndag, og det kan være forklaringen. Lidt irriterende at det er steget nu, hvor vi håbede på, at det ville fortsætte med at falde, som det var i gang med sidste uge… men i følge lægen kan det tal godt svinge lidt op og ned, uden det betyder det store, og han var ikke bekymret.

Det var på vej hjem fra Lyngby, hvor Jacob fik sine C-vitaminer i dag, at lægen ringede og han tilbød, at Jacob kunne tage en god dosis kemotabletter de næste 3 dage for at se i en ny blodprøve tirsdag, hvilken effekt det har. Kemomedicin står ikke på nogle toplister herhjemme, men hvad f….. gør man, når tilbudet stadig står og det måske kan hjælpe – sammen med det andet vi gør. Vi kørte derfor forbi Roskilde på vej hjem og hentede tabletterne og giver det en chance, samtidig med at cannabisolien skrues en dråbe op.

Lægen er stadig vores sikkerhedsnet

Vi er begge to enige om, at vi er meget glade for den kontakt der med Jacobs læge, både som det skønne menneske han er, men også fordi han holder øje med Jacob, fortæller os hvordan det ser ud og guider Jacob på bedste vis – medicinsk naturligvis, men også menneskeligt.

Bare der var en lignende person, når det kommer til det alternative. Der er mange velmenende ligesindede patienter og pårørende samt erfarne behandlere der kan give deres bedste råd, men det føles ikke ligeså trygt. Og det er meget spredt. Du skal selv træffe en masse beslutninger, ofte baseret på egen research, og når du så er i behandlingen, særligt cannabis, så er du virkelig på egen hånd. Du har selv ansvaret. Tough.

Kan vi liiige nå i Ikea?

Nu skulle vi jo til Lyngby i dag, og Ikea ligger jo lige en spytklat væk fra C-vitamin-behandlingsstedet, så… lidt tidsoptimistiske (nok mest mig) tog vi i Ikea på vej til Lyngby, hvor vi så havde en halv time til at finde den skrivebordsplade og bordben, vi skulle købe til Oskars værelse. Man kan simpelthen ikke nå bare at gå igennem Ikea på en halv time… og slet ikke, når man skal finde en ekspedient for at få bestilt bordpladen til vareudlevering!!! Stress… vi måtte gå derfra tomhændet for at nå Lyngbyaftalen. Meeen, vi tog så lige et smut i Ikea IGEN på vej hjem fra Lyngby. Og vi fik det hele med hjem – også lidt mere end bordet 🙂

Why waste time…

Det tager 2 timer for Jacob at få C-vitaminbehandling, og der er ikke rigtig plads til, at jeg kan sidde og “underholde” ham imens, så han får den oplevelse alene, mens jeg så har “Tinetid” i 2 timer. Det er sq heller ikke så tosset, hvis jeg skal være helt ærlig 🙂 De sidste par gange brugte jeg tiden på at shoppe til drengene og praktisk i forhold til kosten, men den her gang havde jeg 100% fokus på moi!

For et par uger siden hookede jeg op med en gammel skolekammerat på Facebook, og tilfældigvis arbejder hun i Lyngby, hvorfor hun inviterede mig på frokost, og det takkede jeg så ja til – i dag 🙂 Super hyggeligt!

Efter frokost var der stadig en time tilovers… det blev til en ny vinterfrakke og et lækkert vamset tørklæde. Ahhh, det føles bare helt rigtigt.

Min nye frakke og tørklæde :)
Min nye frakke og tørklæde 🙂

Skal vi snart til Lyngby igen Jacob??? 😉

Fantastisk fy-fy-fisk

Mormor inviterede på mad i dag, det er jo torsdag 🙂 og det har jeg nu altid nydt, men det er som om, jeg nyder det lidt mere de her dage… så ingen skandaler i mit køkken i dag… (udover jeg glemte at pakke mine scones ind fra i går aftes, som så var knastørre og uspiselige i dag, men det går nok. Der er var jo ingen der kunne lide dem alligevel 🙂 )

Oskar havde bestilt fisk, så menuen stod selvfølgelig på fisk, laks, med lækker rodfrugtblanding og smuk salat. Jacob kastede 80/20 kortet i ringen og spiste med stor glæde den lækre fede fisk. Jeg sprang fisken over og nøjedes med tilbehøret 🙂

Rodfrugter og salat hos mormor
Rodfrugter og salat hos mormor

Weekendpause

Vi har snart weekend som alle andre, og de næste tre dage er der ingen blodprøver, ingen blodtransfusioner eller andre behandlinger der kræver hospitalsbesøg, så det er virkelig dejligt. Det føles lidt som en friweekend og den skal bruges på familiekomsammen, træning, rengøring, lidt ny indretning af børneværelser (ja, igen…) og total afslapning – nok også lidt indkøb og madlavning… 🙂

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *