På vej tilbage til livet…

Jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte… det er så længe siden jeg har skrevet og der er sket så meget siden sidst. Vi er på vej “tilbage til livet”…

Inden jeg glemmer at skrive om det, vil jeg dog starte med at fortælle om hvor fantastisk et netværk jeg har og hvordan det er kommet til udtryk de sidste to uger. Og herfra må vi se hvordan mine tanker udvikler sig til det skrevne ord herinde…

Mandsopdækket af kærlighed

Det har ikke været nødvendigt at fortælle mine venner og familie, hvad vi har haft brug for efter Jacob ikke længere var hos os, det har netværket selv fundet ud af og de har dermed skånet mig for at skulle tage en masse svære beslutninger. Og med svære beslutninger tænker jeg bl.a. på “hvad skal vi have at spise i dag”, “hvilken vase skal denne buket i”, “hvad mangler i køleskabet” osv… Køleskabet har været fyldt op – både til os og til alle de mennesker der har været forbi og har haft brug for et eller andet. Blomsterne har på magisk vis fundet plads i vaser og blevet fordelt i stuen, opvaskemaskinen har “tømt sig selv” og vi har fået mad (tror jeg… jeg kan simpelthen ikke huske hvad vi har spist de første dage….).

Bag min ryg har hold af mennesker aftalt at mødes og ordnet husarbejde for mig så som at flytte en hel stabel brænde uden for huset ind i garagen, rive alle blade i haven sammen og køre dem på lossepladsen, tømme garagen for storskrald og køre det på lossepladsen, indløse sække med tomme flasker der havde hobet sig op og meget mere!!! Vores gamle sofa og stol er blevet hentet at nogle gode venner, jeg kunne ikke overskue at have dem stående længere og ville egentlig bare af med dem uanset om jeg kan få noget for dem, og nu har de taget sig af opbevaring og salg. What’s not to love!?

Jeg har valgt at lade min dør være åben og det har betydet, at jeg har haft selskab det meste af tiden lige efter Jacob sov ind og indtil begravelsen. Det har været utrolig rart, både for mig og børnene. De voksne har tudet i kor, men også grint og hygget sig og der har altid været ekstra hænder til at spille et brætspil med Charlie 🙂 Vi har følt/føler os elsket og total trygge omringet af gode mennesker der bare vil os det bedste.

“Vi har lovet Jacob at passe godt på jer”, har jeg hørt fra flere. Bare tanken om at de har haft den snak rører mig dybt. Jeg kan mærke jeg bliver rørt bare ved at skrive det ned lige nu. Jacob har jo vidst længe, at hans tid var ved at rinde ud og det værste for ham var at skulle forlade sin lille familie alt for tidligt. Han har gjort alt han kunne for at sørge for os både mens han var her, men også nu, hvor han har fundet nogle andre til at passe på os. Og jeg kan skrive under på at dem han har snakket med tager det seriøst.

Der er selvfølgelig også mange der ikke har fået den snak med Jacob, men som tætte relationer bare på den mest naturlige måde er her for os. Jeg ved at rigtig mange gerne vil hjælpe og jeg er ikke bange for at tage imod hjælp. Jeg ved godt at vores dør har været lukket i lang tid og vi har sagt nej til hjælp, men det var Jacobs sidste håb vi tog fra ham, hvis vi andre begyndte at tage over på hans “område”, lave de opgaver der var tiltænkt ham… til stor irritation for mig til tider, det indrømmer jeg, men nu forstår jeg det godt. Jeg forstår godt, hvorfor den toiletrulleholder ikke kom op at hænge…

Julelys og toiletpapir i børnehøjde

Mange af de ting Jacob ville lave “når han fik det bedre” er ved at blive ordnet nu. Toiletrulleholderen er kommet op især til glæde for Charlie som ikke kunne nå den da den stod på gulvet… 🙂 Og jeg har det rigtig fint med det, det kommer os andre til gode og alle dem der gerne vil hjælpe kan gøre en forskel for os. Jeg ved godt hvor dejligt og befriende det er at føle, at man gør en forskel for nogle på et tidspunkt, hvor alt synes håbløst og ligegyldigt. Jeg fik selv den oplevelse da vi begyndte på vores “veganer-projekt”… endelig kunne jeg gøre noget helt lavpraktisk som havde en stor betydning for Jacob, også selvom det måske kun endte med at få en symbolsk betydning. Det var rart alligevel for os alle sammen.

At ting bliver ordnet i huset betyder ikke at vi ændrer på noget, det kan jeg godt mærke på børnene (og mig selv) at vi ikke rummer lige nu. Alt skal være som det plejer. Jeg er heller ikke begyndt at rydde op i Jacobs ting endnu, det er jeg slet ikke klar til. Bare at ordne vasketøj og stå der med Jacobs T-shirts er den rene tortur… jeg får den klassiske knude i maven og mærker virkelig den dybe sorg, når jeg er i fysisk kontakt med Jacobs ting. Bare når jeg går i seng om aftenen, får jeg samme oplevelse når jeg ligger mig i “Jacobs side” og får billeder i hovedet af ham der ligger der og sover. Hvordan jeg den sidste morgen hjalp ham i tøjet på sengekanten og fik sagt farvel til vores liv sammen – lige der i sengen på Tværvej. Jeg glemmer aldrig da han selv sagde “Farvel Tværvej”, 2 ord der knuste mit hjerte fordi jeg blev klar over at Jacob vidste, at han ikke kom tilbage til vores lille hjem.

Følelser på lur

Jeg har ret meget styr på mine følelser… forstået på den måde at jeg har kontrollen over dem… i hvert fald normalt. Ikke at det nødvendigvis er en god ting, men jeg tror det har hjulpet mig gennem vores svære tider. Jeg har formået at være den stærke, når det var nødvendigt og ikke rigtig tilladt mig selv at mærke rigtig efter… mærke mine egne følelser. Jeg kan huske at jeg inden Jacob sov ind flere gange har sagt til mig selv og sikkert også andre at “jeg skal nok klare det, jeg er stærk”…  men de sidste 2 uger har jeg slet ikke haft den samme kontrol, heldigvis! Jeg har givet slip og taget mine tudeture på alle tidspunkter af døgnet, alene, med venner og familie og også med mine børn.

Jeg græder ikke så meget mere, men mine følelser ligger på lur. Når jeg mindst venter det overmander de mig, og så må de få frit løb, hvis situationen er til det… der er stadig offentlige rum, hvor jeg forsøger at tøjle mig selv, hvis det er til situations bedste. For kort tid siden stod jeg i køkkenet og ventede på at “fars ret” skulle ud af ovnen. De to minutter jeg valgte at vente derude blev jeg helt overrumplet af indre billeder af Jacob der stod i køkkenet sammen med mig og gav mig et stort kram. Puha, det kram havde jeg virkelig brug for der. Et kæmpe kram fra den dejlige mand der lagde navn til aftenens ret :). “Retten jeg kan”, blev den præsenteret som første gang jeg blev inviteret til middag i hans lejlighed på Nørrebro sammen med hans forældre. Den blev senere til “fars ret”, og den ønskede Oskar i dag, så længe jeg kunne lave den ligeså godt som far… haha. Jeg tror det gik fint 🙂

"Far's ret" bestående af frisk pasta (fuldkorn i mors version :) ) majs broccoli, skinketern, morneysovs og revet ost på toppen.. en rigtig ungkarleret, haha
“Far’s ret” bestående af frisk pasta (fuldkorn i mor’s version…) majs broccoli, skinketern, morneysovs og revet ost på toppen.. en rigtig ungkarleret, haha

Der er ikke noget galt i at mærke sine følelser og lade tankerne vandre, men det er hårdt, når det overmander en. I aften, da jag lå hos drengene mærkede jeg det… jeg lå helt stille og holdt om vores børn og kunne ikke undgå at tænke på, hvor meget jeg savner ham, fik billeder i hovedet af at han nok bare lå inde i sofaen og ville være der, når jeg kom ind i stuen igen. Men det er han ikke. Det er så uvirkeligt at han ikke er der og aldrig kommer tilbage igen. Den tanke er virkelig svær at forstå – også helt rationelt… altså, jeg har virkelig svært ved at forstå, hvordan et menneske pludselig kan forsvinde så hurtigt! Jeg ved godt at Jacob er blevet svagere det sidste stykke tid, men derfra og så til døden er der virkelig langt i min verden… vi snakkede jo sammen tirsdag og så faldt han i den dybe søvn og døde onsdag. Det er da ubegribeligt! Og uforståeligt at han så aldrig kommer tilbage igen… han var her jo lige før…

De kære børn

Hvor er det unfair, som Charlie elsker at sige for tiden, at far ikke er her mere til… Oskar bemærker tit at “det” var noget far elskede, eller spørger “hvad ville far have gjort” for at træde så meget i hans fodspor som muligt. Jeg har lige bestilt en rejse til os til Tenerife og viste ham billeder fra hotellet, hvor han så der var en stor vandrutchebane og hans kommentar var at “den ville far elske!”. Han siger det med et smil, men jeg ved at han indeni kæmper med det samme som os andre, en dyb sorg som vi bare ikke kan komme udenom. Heldigvis er Oskar rigtig god til at fokusere på det positive i alting, for det meste…, så han kan få vendt det sørgelige til noget godt eller i det mindste konstruktivt. Jeg ved at Oskar vil tænke på far, når han prøver den vandrutchebane og glæde sig over, hvor sjov han var at være sammen med. Selvfølgelig vil det også føles som et afsavn, men begge dele er godt. Der er ikke noget galt i at savne, og slet ikke hvis det kan blive til et godt minde.

Jeg bliver tit spurgt “hvordan klarer børnene det”? Det ved jeg jo i virkeligheden ikke, men det jeg oplever er at de tydeligt kæmper med sorgen på hver sin måde. Charlie har været meget vred og frustreret og har fået afløb for det via brætspil, særligt når han taber…, og når tingene ikke lige flyder som han har ønsket det. Det er helt normalt at børn kan have svært ved at slippe noget når de har det sjovt, men Charlie har været helt manisk omkring sit brætspil…

Charlie fik alle gæster med på et spil :)
Charlie fik alle gæster med på et spil 🙂

“Moar, jeg VIL spille Stratego EN gang til”, har jeg oplevet mange aftener, hvor det var været sengetid. Det har været svært for ham at komme ud af sit “helle”, trygheden i at sidde med at andet menneske der har været der for ham 100%. Han har derfor brug for meget mere nærkontakt i putningen. end han har normalt. Hvis han ikke sover i min seng, kravler jeg op til ham i hans køjeseng og ligger hos ham til han sover. Han putter sig helt ind til mig. Det føles godt ❤️

Brætspilsbesættelsen har aftaget ligesom vreden er på retur… jeg synes at Charlie er ved at blive sig selv igen, dog stadig med mere brug for nærhed og opmærksomhed, men han klarer sig fint, også i børnehaven, hvor pædagogerne ikke mærker noget særligt i løbet af dagen.

Oskar er på overfladen sig selv. Den rolige, smilende og glade dreng, men han er ked af det indeni. Hans egne ord. Det kommer til udtryk på forskellige måder og på forskellige tidspunkter. Normalt er han glad for sin mor, men synes det lidt for pinligt hvis jeg skal følge ham helt ind i skolen, han vil helst klare tingene selv… men lige nu har han brug for at jeg er ved hans side 24/7 – også i skolen. Vi har været i skole sammen denne uge 2-3 timer om dagen, hvor jeg har siddet lige ved siden af ham og været med ude i frikvarterne. Han har meget nemt ved at blive ked af det, bare nogen kigger på ham eller spørger ham om noget, så han har brug for at føle sig stærk med mig ved sin side. Og mig som talerør i nogle situationer.

Jeg synes det er dejligt, at jeg kan være med ham i skole, og jeg kan tydeligt mærke på ham at han er utrolig træt efter de få timer vi er der. (Det er jeg også…). Men de er godt givet ud, for han får set sine kammerater og det bliver mere og mere naturligt at Oskar er “tilbage i flokken”. Nu kommer der så lige en lang juleferie, som fucker det op (undskyld sprogbruget…), men det bliver lidt som at starte forfra efter nytår… og der kan jeg ikke være med! Så er han på egne ben – heldigvis med et godt lærer/pædagog hold i ryggen, men uden mor. Det håber jeg kommer til at fungere, jeg skal starte på arbejde…

Oskar holder rigtig meget af at være sammen med gode kammerater, en ad gangen, han kan ikke overskue mere. Han har brug for de gode venskaber der både kan tale med ham og få ham på andre tanker. Altså give ham en pause fra den hårde sorg. Og det er sker bedst i leg, både med vennerne og til sport. For en uge siden tog vi hul på badminton igen og det er da allerede blevet til 2 holdkampe og et par træninger. Sådan Oskar! Ja, jeg fik også lov til at smage på min egen medicin i går aftes, da jeg blev spugt om jeg kunne hjælpe med at spille en holdkamp (jeg træner ikke… men hjælper en sjælden gang i mellem med en kamp…). “Mor, det skal du gøre, det er godt for dig at komme ud og spille badminton” 🙂 haha… præcis det jeg sagde til Oskar i sidste weekend. Mega træt røg jeg afsted i går aftes og det var faktisk utrolig fedt! En forløsende oplevelse.

Oskar træner badminton med sin makker Emil :)
Oskar træner badminton med sin makker Emil 🙂

Oskar har sagt til mig flere gange at “jeg gør alt for dem” og at han er rigtig glad for det og for mig. Han er så sød og kærlig. Også Charlie, som siger det på sin 5-års-agtige måde 🙂 Det er nogle dejlige drenge vi har skabt sammen, Jacob og jeg. Og det er så dejligt at Jacob på en måde lever videre i sine børn. Jeg snakkede med farfar om i dag at det må være sjovt at følge dem, og se hvor meget de slægter Jacob på fra hans opvækst. Om der tegner sig nogle mønstre 🙂

1612 forever ❤️

Det har Jacob og jeg altid sagt til hinanden ❤️ Vi har begge to fødselsdag d. 16/12 – ja i morgen… og det har fyldt en del for os. Faktisk så meget, at vi købte domænet 1612.dk og det er mit virksomhedsnavn 🙂 haha… Og det har jeg naturligvis stadig – deraf min mail tine@1612.dk.  Det er da også ret vildt at vi har fødselsdag samme dag! Og det er nok ikke helt tilfældigt at vi havde meget tilfælles og havde et meget særligt bånd…

Hvis en af os tilfældigvis kiggede på uret når klokken var 1612 har vedkommende altid sendt en sms med teksten “1612 forever” og den kom så retur fra den anden ❤️. En lille kærlighedsreminder om at vi altid ville være der for hinanden. Derfor vil 1612, både klokkeslettet, tallet og datoen være noget særligt for mig.

I morgen har vi fødselsdag… Jacob ville fylde 46 år og jeg fylder 40. Jeg har ingen følelser for min egen fødselsdag, den overskygges helt klart af situationen og af, at det også er Jacobs dag. Det betyder ikke at vi ikke gør noget særligt ud af det, men det er et minimum, jeg gemmer en større fejring til et senere tidspunkt. Mine forældre har inviteret os ud og spise og vi har inviteret farmor og farfar med. De skal selvfølgelig være med til at fejre Jacob (og mig…), og sammen med børnene naturligvis. Inden da byder mormor og morfar på morgenbord, Oskar og jeg skal en tur i skole, hvor jeg “deler ud” – jeg er jo “en del af gruppen” nu :), vi skal en tur på kirkegården og sige tillykke til far og lægge nogle gaver vi har købt i dag, og så skal vi en tur ud og bowle med nogle venner inden middagen. Efter middagen når børnene er ved at falde til ro herhjemme, får jeg besøg af to dejlige damer, som vil drikke lidt bobler med mig og holde mig med selskab i de sene timer. Det bliver en fin dag. Jeg skal bare lige finde en der kan hjælpe mig med at hejse flaget… 😃🇩🇰

Vi samler på gode oplevelser

Jeg ved det kommer tiden arbejder for os, og der skal være plads til de tunge dage og de gode dage. Og gode dage med børnene vil være mit fokus det næste år. 2017 skal være fyldt med gode oplevelser, noget vi kan planlægge og se frem til og andet vi kan springe ud i spontant. Til at starte med skal vi ud og rejse, det har vi snakket om længe og det har været noget der har været svært for os pga sygdommen. Både at planlægge noget og at komme ud og rejse…

Jeg har allerede booket to rejser! En tur til La Santa Sport i efter året og en rejse til Tenerife kort før vinterferien. La Santa er et forsøg på at få indblik i fars fortid, da han var instruktør mm gennem længere tid dernede, og deraf både fik gode oplevelser og fantastiske venskaber. Vi er så heldige at en af hans kollegaer fra dengang skal derned og vil vise os rundt i “Jacobs fodspor”. Jeg glæder mig helt vildt! Tenerife er ren afslapning og “flugt” fra virkeligheden…

Andre ting der allerede står på listen og er i gang med at blive fortærret er: Jul i Tivoli, diverse biografture, Julecirkus, Juleteater, lære Charlie at cykle…, søndagsfilm – så vi ikke glemmer den hyggelige tradition – og meget mere…

2017 må godt være et ekstraordinært år, hvor børnene kan mærke at vi gør lidt ekstra ud af at få gode oplevelser sammen, noget der også kan ryste os endnu mere sammen som familie. Og det er kun muligt fordi vi fik lavet den indsamling! Når nu den ikke kunne hjælpe med så meget behandling, går pengene til begravelse (ca halvdelen) og de resterende til rejser og lidt andre mindre oplevelser. så TUSINDE TAK igen 🙏🏻

Og tusinde tak for de mange blomster og gaver der er strømmet ind i mit hus. Det har været meget overvældende og selvom jeg frabad mig blomster, har jeg selvfølgelig været glad for hver og en og især tanken bag. Der er også kommet mange andre “blomster”, bare i andre former. Jeg har overhovedet ikke styr på hvem der er kommet med hvad lige nu… men jeg så det, da jeg pakkede blomsten/tingene ud (eller fik hjælp til det) og jeg ved hvem det kom fra. Så tak 🙂

Tak for alle blomsterne
Tak for alle blomsterne

Jeg har meget på sinde lige nu kan jeg mærke, men jeg er også træt og jeg må skrive noget mere en anden dag. Det er helt sikkert også blevet rodet det her indlæg, jeg har ikke tænkt over indholdet inden jeg begyndte at skrive, det er bare kommet til mig løbende. Sådan plejer jeg faktisk at skrive, men lige nu er der så meget jeg gerne vil skrive, at det er blevet en kort udgave af noget jeg kunne skrive meget mere om, og uden en særlig sammenhæng. Måske i virkeligheden en meget god afspejlning af hvordan mit liv er lige nu… hmmm… kaos.

Bisættelsen er et helt kapitel for sig. Jeg skal lige være klar til at skrive om det, men det bliver nok det næste jeg skriver om.

2 meninger om “På vej tilbage til livet…”

  1. Jeg er dybt imponeret over den måde du og Jacob har tacklet jeres svære skæbne på – ikke mindst din modige og beundringsværdige måde at formulere og skriver dine tanker og hverdag med dine kære på. Du skriver på en nærværende og ærlige måde, med både de små lyspunkter i jeres liv, men også de svære og meget rørende øjeblikke – virkelig noget der for alle os andre sætter livet i perspektiv. Idag hvor I har fødselsdag, tænker jeg tilbage og mindes billedet af Jacob og Ian stå uden for mit barndomshjem på min 18-års fødselsdag, syngende med en stor lagkage med lys i, i deres favn. Jacob var altid “glad i låget” elskede at overraske andre, spredte glæde og masser af energi hvorend han befandt sig…og jeg er sikker at noget af den energi og glæde har han efterladt hos hans nærmeste❤️.
    Mine tanker går til jer alle i denne svære tid, selv om jeg aldrig har mødt jer – Jacob er en person som man aldrig glemmer, tiltrods for at det er mange år siden jeg sidst har mødt ham – men hans små videoklip viser bare at Jacob stadig var, som jeg husker ham.
    Jeg ønsker jer ALT det bedste for jer fremtiden❤️.
    Jeg tilbragte hyggelig timer med Jacob, som del af en gruppe som hang ud i Sønderborgske først i 90’erne og serverede store is for ham med masser af chokoladesovs, på byens cafe.

    1. Kære Marianne
      Tusinde tak for at male det billede af Jacob for mig. Jeg bliver altid så glad når jeg hører gode historier om jacob som bekræfter hvor dejligt et menneske han er.
      Og tak for de fine ord om os og din omsorg.
      Knus Tine <3

Skriv et svar til admin Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *