Pandekagekuren

Det har virkelig taget en drejning her i weekenden… ugen har lagt op til det, og det toppede i weekenden. Jeg tænker selvfølgelig på vores udfordring med madlede vs basisk mad, som bare ikke har hængt sammen sidste uge. Jacob kan næsten ikke få noget ned og vi har accepteret, efter lidt samvittighedskampe, at anything goes… det handler kun om at få NOGET ned uanset hvor basisk det er. I lørdags fandt vi frem til det der kunne give Jacob en god madoplevelse og samtidig indeholde en masse kalorier. Pandekager! 🙂

Madpandekager med skinke, ost og oregano og lidt til den søde tand
Madpandekager med skinke, ost og oregano og lidt til den søde tand

Pandekagerne er helt klassiske med mel, mælk og æg, stegt i smør… og fyldet, skinke, revet ost og oregano, skulle bare være en god og genkendelig smagsoplevelse. En ren syrebombe! Men også en god kaloriebombe og det smagte himmelsk. Ja, jeg måtte lige smage en med lidt chokoladesovs… mums. Det smager stadig godt…

Jacob nød det og han spiste godt. Charlie var heller ikke ked af menuen… og da den også stod på Rasmus Klump pandekage til frokost dagen efter i Tivoli, og børnene vidst også fik lidt pandekager tidligere på ugen, tror jeg at pandekagebehovet er stillet 🙂

Hverdag igen

Det er mandag morgen, og jeg har en stille stund til at få ordnet lidt herhjemme og til at planlægge ugens aktiviteter og “madprogram”. Hjemmet trænger til lidt rengøring og tøjvask, så det står først på listen. Jacob fixede vaskemaskinen i fredags, så det er fantastisk 🙂

Det er som om ting stille og roligt på skift går i stykker herhjemme for tiden, og det er ekstra synligt, fordi det normalt er Jacob der fixer ting… vaskemaskinen, lyset på badeværelset, skohylden i entreen, toiletrulleholderen mm. Nu er vaskemaskinen fixet, og det andet følger nok efter snart… jeg prøver at holde mig uden for det domæne 🙂

Det er jo hverdag igen og det passer mig rigtig fint. I går aftes havde jeg en fin samtale med Oskar, der var lidt ærgerlig over at skulle i skole igen, eller mest bare ærgerlig over at ferien var slut og han spurgte ind til hvornår den næste ferie kom. Haha, nok meget normalt, men jeg prøvede alligevel at overbevise ham om, at det er vigtigt at elske hverdagen, da det er dem, vi har flest af i løbet af året – og livet. Og så snakkede vi om alle de fede ting der sker i hverdagene…

I denne uge bliver vores hverdag fyldt op med det samme som ugerne før ferien, dvs. masser af sport til børnene: basket, badminton og svømning, og på søndag skal Oskar faktisk spille sin første holdkamp i badminton. På 1. holdet i u11 rækken. Det bliver 2 holdkampe samme dag i Solrød, der vi så de professionelle spille for nogle uger siden. Det er da mega sejt!

Hvad så med maden

Helt ærligt… jeg aner ikke hvad jeg skal lave denne uge… måske kommer der en veganermåltidskasse fra Årstiderne i dag? Jeg har bestilt men ikke betalt endnu, så jeg ved ikke om den kommer, og jeg ved heller ikke om det er mega dårligt timet i forhold til, hvad Jacob kan spise i denne uge… jeg må se, hvad dagen bringer og ellers tage en dag ad gangen og så tilpasse maden til Jacobs behov.

Knæk Cancer

Jacob har fået taget sin blodprøve i dag og skal nu vente på, at lægen ringer senere i eftermiddag med resultatet… altid en svær ventetid… og i dag skal de snakke om, hvad de skal gøre ved den madlede. Om det er kemopillerne der er skyld i den og pillerne derfor skal sættes på pause eller reguleres. Eller om det er noget helt andet der skal til…
Vi skulle egentlig til Lyngby i morgen, men har aflyst turen for at give plads til lidt blodtransfusion tirsdag, som vi regner med Jacob har brug for, men tager til Lyngby torsdag igen.

Der er meget stille herhjemme. Drengene er i skole og børnehaven og kun radioen holder mig med selskab lige nu, da Jacob tager en lur i kælderen. Desværre har han ikke sovet så godt i nat og det skal der lige kompenseres for nu.

På onsdag skal vi være gæster i Go’morgen Danmark i forbindelse med Knæk Cancer ugen, en aftale vi lavede med TV2, da vi var i studiet for nogle måneder siden og fortælle Jacobs historie. Vi tænker selv at det bliver en opfølgning på den historie, og jeg håber at Jacob får en god dag, så det bliver muligt at gennemføre… og ellers må vi aflyse.

Vi snakkede om i går aftes, hvad vores historie egentlig er nu. Sidste gang handlede det om at få af vide man skal dø og hvordan man kan leve med den viden. Nu handler vores liv ikke så meget om døden mere, men om at kæmpe for livet. Og det er ikke en rosenrød kamp, men hårdt slid og i virkeligheden en ret ensom kamp (uanset velmenende støtte udefra). Jeg kan lave nok så meget basisk mad til Jacob, køre ham til diverse behandlinger og være der som den mest solide støtte i alle henseender, men i sidste ende er det Jacobs kamp med og mod sin krop, og det er en hård modstander.  I går forklarede Jacob mig så fint, at det handler om ikke at give op, men at kæmpe når det er allersværest, som det er lige nu. Det ville være nemt at give op og bare “ligge sig ned”, det er nok det kroppen allerhelst vil lige nu, men Jacob har stadig en stærk vilje og lyst til livet og han kæmper! Det er imponerende og det er historien lige nu.

Privat indsamling

Der er fuld gang i Knæk Cancer indsamlingen, og det er altid dejligt når mennesker vælger at støtte et godt formål. Og jeg blev helt rørt, da to dejlige piger fra vejen selv valgte at lave deres egen indsamling til Knækcancer puljen. Tak Thilde og Esther 🙂

To piger med hjerter af guld samler ind til Knæk Cancer
To piger med hjerter af guld samler ind til Knæk Cancer

Vi har aftalt, efter lang tids overvejelser, at lave vores egen private indsamling. Ikke til den officielle Knæk Cancer pulje, men til vores eget private knækcancer projekt. Det er desværre ikke helt billigt at gennemføre de behandlinger Jacob får lige nu, og vi har ikke en kæmpe opsparing der kan dække de udgifter samtidig med, at vi også skal “overleve” de andre udgifter livet byder. Så, nu har vi besluttet at vi laver en indsamling… et svært valg, men mange bække små kan gøre vores liv lidt nemmere. Jeg vender tilbage med mere information om det, når indsamlingen er klar. Den er netop godkendt i indsamlingsnævnet…

Når byen kalder

Jeg var i byen i lørdags! Efter pandekagefesten herhjemme tog vi en gruppe piger afsted til koncert med Alex Varges i Vershuset i Næstved. Vi havde kurs direkte mod baren og menuen stod på den klassiske og stensikre rom/cola det meste af aftenen, kun afbrudt af en Gin/tonic og en vand til hjemturen 🙂 Inden Alex gik på, var vi så heldige at blive præsenteret for en upcoming superstjerne Drew. Jeg var utrolig betaget af hende, hun sang så vidunderligt. Har indsat et af hendes numre herunder. Bare tryk på play for at høre det 🙂 Jeg må sige at det slet ikke retfærdiggør hendes optræden i lørdags. Det var endnu større!

Det var jo Alex Vargas vi kom for og det var en fed fed oplevelse. Han synger og spiller virkelig lækkert! Vi var dybt imponeret og medrevet under hele koncerten! Og så havde vi det vildt sjovt – også på de barer vi besøgte efterfølgende… tak for en god aften de damer 🙂

Til Alex Vargas koncert med dejlige damer
Til Alex Vargas koncert med dejlige damer

Kender du ikke Alex Vargas? Tjek ham ud her:

Det bliver jo lørdag igen…

Jeg elsker at komme ud og have det sjovt. Hvem gør ikke det? Og jeg elsker især at komme ud og høre musik – og danse!!! Lykkefølelsen bruser bare indvendig og følelsen kan sagtens holde nogle dage efter 🙂

Selvfølgelig er min situation lidt speciel, fordi min mand er herhjemme, mens jeg er ude og have det sjovt… det kan godt være lidt paradoksalt… og jeg kan godt opleve nogle øjeblikke, hvor jeg har svært ved at være i det, og især på vej hjem, kan det næsten ikke gå hurtigt nok med at komme hjem. Men, Jacob er rigtig sød til at opfordre mig til at komme ud og have det sjovt, også selvom han ikke har samme muligheder. Han oplever at få en mere afbalanceret kæreste og ved at jeg fyldes op med energi, som alle får gavn af 🙂 Det betyder alt, at der er opbakning hjemmefra.

Nå ja, så jeg tager lige ud igen på lørdag… haha. På lørdag skal jeg ikke selv på dansegulvet, men spille op til dans til en 40 års fødselsdag med mit band, Röst. Det kan kun blive en god aften!

Efterårsferie i børnehøjde

Efterårsferien er virkelig en børneferie, og jeg synes ugen endte med at være i plus på oplevelsesregnskabet. Biograf, Skattejagter, den obligatoriske græskarudskæring (hos venner… thanks) badminton og svømmehal, legeaftaler, bedsteforældre, Bon Bon land og Tivoli. Jeg tror ikke jeg behøver at sige så meget andet andet end, at det var dejligt at se mine børn grine og have det sjovt. Nå ja, og så lige at det godt kan betale sig at tage i forlystelsesparker i regnvejr (ingen køer) og at Oskar ikke skal i spøgelseshuset i Bon Bon land næste år… Too scary… men det var hyggeligt at sove sammen med ham samme aften 🙂

Jeg lader billederne fra de sidste par opleveser tale sig egen sag 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *