Jeg vil sidde ved siden af far

Det er onsdag aften, og af en eller anden årsag, har jeg valgt at høre Luther Vandross på mit skønne Sonos anlæg, mens jeg sidder i stuen og skal prøve at følge op på de sidste par dage… Ham har jeg ikke hørt i måske 10-15 år… og ud af det blå dukker han op blandt alle mulige kunstnere… hmm

Jeg så meget op til min storebror da jeg var barn, ja det gør jeg nok stadig, sådan helt lillesøsteragtigt, og jeg er ret sikker på, at det var ham der introducerede mig til Luther Vandross – blandt andre soulsangere fra den tid. Tak for det Molle, det er lidt en rejse tilbage i tid, super hyggeligt 🙂

Jeg tror jeg vil starte med at samle op på vores veganerretter de sidste par dage og bare sådan lidt generelt…

Skal arbejde lidt mere med perlebyggen…

Perlebyg-risotto har stået længe på min liste over retter, jeg gerne vil prøve, og i aften tog jeg hul på det. Det gik jo så fint med den almindelige risotto, så hvor svært kan det være…

Den her opskrift var meget enkel med porrer, perlebyg og grøntsagsbouillon, rørt sammen med mandelmælk (i stedet for soyafløde, som jeg ikke lige havde…) og sennep. Der stod i opskriften at det tog mindst en time at røre bouillonen i for at den fik en dejlig cremet konsistens… efter en halv time havde jeg stort set brugt al bouillonen!!

Skal vi bare kalde den “al dente”? 🙂

Som tilbehør lavede jeg rodfrugtsblanding i ovnen, og det er jo ikke usædvanligt, så det gik fint og det var primært det der blev spist op 🙂

Perlebyg risotto med rodfrugter

Min perlebyg risotto  er en ommer…

Når det skal gå stærkt

Morgenmaden er ikke så svær. Jeg har vænnet mig til soyayogurt frem for skyr, det er faktisk lidt sødere og mere fyldigt, ja næsten dessertagtigt, og med den rette mængde frugt og måske lidt granola, så er det ganske godt.

Morgenmad for veganer
Soyayogurt med æble og granatæble

Grød er også en mulighed, ligesom brød er, men jeg synes brød er lidt tamt uden ost eller anden form for pålæg… ja, faktisk er det næsten pålæg der er det sværeste, når nu vi heller ikke spiser sukker. Tænk over det, ingen kød, ingen æg, ingen mælkeprodukter, ingen sukker. Det udelukker stort set al pålæg med undtagelse af frugt og grønt. Her kommer avocado igen på banen.

Når frokosten skal gå stærkt har jeg ristet et stykke rugbrød, smurt hummus på og toppet med avocado, salt og peber. Mums! Det er faktisk rigtig lækkert. Meeeen, upraktisk at tage med på madpakke… heldigvis er drengene ikke på denne kostomlægning, så de har stadig deres pålæg til madpakkerne.

Ristet rugbrød med hummus og avocado
Ristet rugbrød med hummus og avocado

I dag var der virkelig krise til frokost… ingen avocadoer, ingen salat, ja stort set ingenting spiseligt i køleskabet – lige på nær et par majskolber 🙂 Ja, så det var det der blev frokosten i dag. Keep it simple…

Majskolber til frokost
Majskolber til frokost

Jeg har også kastet mig ud i falaffel og her må jeg sige at der også skal arbejdes lidt. De blev lidt for tørre… og ja, kedelige… stegt på panden da vi ikke spiser for meget olie, så friturestegning er ikke det bedste. De fortjener faktisk ikke mere spalteplads end det…

Falaffel på panden
Falaffel på panden

 

Kemo-dilemma

Jacob blev stillet i et svært dilemma i mandags. Han blev tilbudt et skud intravenøs kemo i stedet for de piller han tager…

Vi havde aftalt allerede søndag at vi skulle køre til Roskilde sygehus mandag, for at få lavet en blodprøve, så vi kunne få svar på, hvorfor Jacobs feber er steget til nu at ligge på 39 om morgenen. Det lægger en dæmper på livet med høj feber og lige nu skal der bare handles, når det kan gøre en forskel.

Jacob håbede det var en infektion der kunne behandles med intravenøs antibiotika over nogle dage på hospitalet, men desværre skyldtes feberen, i følge overlægen (og blodprøvetallene), at leukæmien har taget til i styrke og ikke længere responderer på de kemopiller Jacob tager. Vi vidste godt at det ville ske på et tidspunkt, og at der så var mulighed for at få et skud kemo intravenøst, altså en meget stærkere dosis.

Tidspunktet var nu og Jacob skulle tage stilling til, om han ville have mere kemo, nu hvor han samtidig har taget hul på sine alternative behandlinger og kostomlægning. Det var svært at sige ja til giften – igen – men vi bliver nødt til at tænke på hvor fremskredent det er, og hvor hurtigt vi har brug for at noget går ind og dræber de kræftceller…

Vi besluttede at tage imod kemo, da det virker urealistisk, at den alternative behandling kan gå ind og have effekt så hurtigt, særligt når det hedder 3 måneders behandling, som skal trappes op stille og roligt. Det betyder ikke at vi dropper det andet, tværtimod. Jacob er 100% besluttet at starte op på det igen nu, hvor han har fået det bedre. Det kan gå ind og komplementere kemoen, som mange i øvrigt bruger det til.

En god dag

I dag har været den bedste dag længe for Jacob. Han har været oppe hele dagen, ordnet rundt omkring i huset, danset rundt i stuen, været ude og besøge sine forældre og vi har været i biografen med drengene 🙂 En dejlig overraskelse at fortælle dem, da jeg hentede dem fra skole og børnehave.

Vi fik jo en rigtig flot kurv med alt muligt lækkert fra Jacobs venner i Sønderborg, og heri lå bl.a. et gavekort til biografen. Det blev brugt i dag på “Kæledyrenes hemmelighed”, en lidt gammel film kl 15.30 på en onsdag – ja så var vi sikre på at få salen for os selv 🙂

Biograftur onsdag eftermiddag
Biograftur onsdag eftermiddag

Jeg fik ideen til biograftur i morges, da jeg fornemmede at Oskar havde lidt svært ved at komme i skole, og det er ret tydeligt pga, han er nervøs og utryg omkring sin fars tilstand. Nu har Jacob været på hospitalet et par dage i træk og før det ligget en del i sengen eller sofaen. En tur i bigrafen alle 4 skulle symbolisere et velbefindende, at far har det godt og give plads til, at vi bare skulle hygge os sammen. “Jeg vil sidde ved siden af far”, var det første Oskar sagde, det kom de til og der blev nusset en del, fornemmede jeg ud af øjenkrogen. Heldigvis ville Charlie gerne sidde ved siden af mig 🙂

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *